2024

Årets sidste måned er startet - og det har været en våd sæson - nogle ting er lykkedes og andre har haft problemer med at stå med "fødderne i fugtig jord". Vi er i gang med at flytte en del af de grundstammer der er okuleret i den gamle planteskole til Boris så han kan plante ud med passende afstand og få dem til at blive til frugttræer. Der er stadig frugttræer til at grave op - enkelte sorter er det slut med og der sendes og hentes stadig nogle næsten hver dag - i hvert fald så længe jorden ikke er frossen. Har lige ligge stille et par dage omkring den 20. november.
Det er også tid at få bestilt podematerialer til den ny sæson og jeg er i gang med at få planlagt kurser, hjemskaffelse af grundstammer og ikke mindst podekviste som hentes en masse forskellige steder.
God plante og podesæson
Boris og Boi podemestre

Det er for alvor plantesæson og der er allerede ekspederet masser at træer og buske. Jeg har gravet masser op og nogle står i indslag og venter på at komme videre - og der ekspederes i den rækkefølge jeg kan følge med. Kan ikke nå 100 store træer på en dag - for så er jeg helt ødelagt den næste. Ganske få sorter er nu udsolgt/reserveret og må vente på næste sæson - men det er også fint at have noget at lave næste år.
Jeg indskrænker arealet der skal omlægges totalt i planteskolen - så det kun er ca. 2/3 der skal optages og pløjes før der igen plantes ud - og mange af de 1 og 2 års planter står nu hos Boris og dem sælges der også af - og fra næste sæson bliver det hovedsageligt fra hans adresse der ekspederes træer.
God plantesæson Boi Jensen og Boris Wortmann, podemestre

Så starter plantesæsonen for alvor - og jeg er lidt i gang, for alvor startes der i uge 42 - men inden skal der lige afvikles nogle arrangementer med frugter.
Æblefestivalen i Rødding ved Spøttrup tager hele weekenden - og det er efterhånden blevet det største æblearrangement i DK - så det er også værd at besøge, og det er weekenden 12-13. oktober - se program på www.aeblefestival.dk
Derudover har jeg været af sted til et par arrangementer hvor der er blevet kigget på æbler, æbletræer og snakket æbler, og har yderligere et i Kolding mandag 7.10.
For Jer der har bestilt, er det muligt efter forudgående aftale af hente bestilte træer - og jeg starter med at sende fra uge 42 - men det tager jo noget tid at få gravet op, pakket og sendt, så en vis tålmodighed skal forventes.
Og så er jeg godt i gang med at notere podematerialer og få aftaler i hus om podekurser i 2025, enkelte foreninger har meddelt at de stopper, andre fortsætter, så er der enkelte foreninger eller grupper der vil lære at pode, er det stadig muligt at få lavet et kursus.
God plantesæson Boi Jensen, podemester

Høstsæsonen er godt i gang - mange af de tidlige frugter er spist eller gået i naturens kredsløb. Der har været en masse at smage på - fryseren er fuld af blommer til marmelade, mange af grøntsagerne har fået for meget vand - så enten blev de sået/plantet for sent - men det går nok alligevel - og andre blev der misvækst i når de nærmests stod i en vandpyt. Vi har aldrig haft så mange frugter, men mange af træerne er også nået i 10 års alderen - og så er det tydeligt at frugtsætningen på vildstammer bliver til noget, når der ingen kulde er i blomstringen - og det var der hverken for mirabeller, blommer og æbler, så naturligvis bliver det til noget, selv om vi bor på et kuldeudsat sted. Træerne i planteskolen er groet nogenlunde - og der er allerede bestillinger på mange - men stadig plads til mange flere.
Til selvpoderne er det med stadig at få pillet skud af grundstammerne - nu må et enkelt skud, det øverste, på ikke lykkedes podninger blive - så grundstammen kan genbruges næste sæson. Det er også vigtigt at der kun kommer en stamme - og mangler du en podekvist af en bestemt sort der har 2 stammer, kan nummer 2 også bruges til det.
Aronia har vi mange tons af - og kommer der ikke flere og plukker, spiser fuglene dem - tænker der er 10 tons. Giv lyd hvis du vil forbi og plukke, det er nødvendigt med en aftale før du kører.

Så er det høsttid og for nogle ting har det været det længe - andre ting kommer senere. Der er kommet rigeligt med regn, så det meste gror fint - og specielt ukrudtet, men så bliver der noget ekstra til hønsene. I planteskolen står den på ukrudtsbekæmpelse og formning af træerne, og vi starter med okulering lige heromkring 1. august. Der er iøvrigt okuleringskursus i planteskolen lørdag 3. august - og i planteskolen i Mårslet søndag den 4. august. Se under kurser på hjemmesiden. Hvis selvpoderne ikke har fået skåret tilbindingen af, er det nok på høje tid, måske skal der ventes lidt med blommerne - og så skal der stadig pilles skud af grundstammerne - for de gror også vældig godt, selvom der kommer færre af dem.
Den 20. juli blev nogle at blåbærrene modne og solsortene er der med det samme - og i år er der så mange - at de skal bruges til "drottningsylt" eller andet marmelade og dessert - og så vil jeg ikke dele med fuglene. Så en gang sammensyet skyggenet fra planteskolen (kan købes her) - og sten på forneden - så tror jeg de skal være opfindsomme for at komme ind.

Sommeren er over os - med både varme, kulde, regn og tørke - så vi må flytte lidt på hvad vilkårene er for at få noget vækst i planterne - og det er jo sådan set kun vand, vi kan tilføre. Men det er nok ligesom i landbruget og fiskeriet - der er altid noget der kunne ønskes anderledes. Men heldigvis kan vi ikke styre vejret - for det kunne vi nok heller ikke blive enige om - så vi tar det som det kommer og tingene lykkes jo også fint næsten uanset hvad.
Podningerne er godt i gang - og ligeså de lidt ældre træer - jeg har været i gang med at pille frugter af, for de helt unge træer vokser for lidt, hvis der er frugt på. De må ikke bære noget de første 3-5 år, hvis der skal være en ordentlig vækst. Info til selvpoderne - kig efter lus og klem dem, hvis du ser nogle, de laver deforme grene og dur ikke på ny træer. Skud på grundstammer skal fjernes inden de er 2 cm lange, så kan de bare pilles af med fingrene - og så skal du til at overveje midt i juli hen mod 1. august at tilbindingen skal snittes af - men inden er det vigtigt at det nye skud er bundet til en pind, for ellers knækker det for let. Husk vanding i tørre perioder, gerne så der vandes forud, så jorden aldrig er helt tør.
God sommer, Boi Jensen, podemester

Efter en lang tør periode i maj - kom der endelig noget nedbør sidst på måneden - og det var tiltrængt - for det har været nødvendigt at vande en del. Der podes stadig kirsebær og spisekastanjer her sidst i maj - og så skal det snart til at være slut med vinter/forårspodningen. Grundstammer til okulation plantes ud nu - de har for de flestes vedkommende ligget på minus 2 grader, så de ved ikke hvilke varmegrader det har været. I planteskolen er det nu slut med salg af grundstammer og podekviste - vi bruger selv det sidste og det der ikke bliver brugt går nu til kompost.
For selvpoderne er det nu tid at holde øje med lus - typisk tegn at blade krøller - knus dem med fingrene - og gå planterne efter dagen efter for at se om nogle smuttede. Ellers er det med at få skud af grundstammerne - så podekvistene kan få maksimal vækst. Lige nu er det oftere end hver 14. dag det skal gøres.
Du kan stadig nå at tilmelde dig til okulationskurset først i august - men der er kun få pladser ledige - og så lukkes for tilmelding.

Håber I har fået plantet noget - og måske endda podet en hel masse. Der har vi - og nu er vi tæt på at være færdige med æbler og pærer. Vi har stadig lidt planter stående i indslag og nu skal de ud i marken der er nypløjet - og nem at grave i. P.g.a. vejret med rigeligt med nedbør har det ikke været muligt at få gylle før omkring 20. april, så en del af planterne er plantet i jord, der fik gylle i 2023 og det må så være det. Det der ikke fik i 2023, har så fået i år - og en del af planteskolen er meningen ikke skal graves op hvert år - og den del vil gradvist blive større, så det manuelle arbejde vil blive mindre. Hos Boris er æble og pæretræerne podet i 2023 plantet ud - og ligeså med de okulerede fra 2023, så til efteråret vil der være en del at sælge derfra også.
Har du podet, skal du få træerne plantet ud nu, og mangler du stadig at pode noget, er det stadig muligt at købe både grundstammer og podekviste - hvis du skal bruge mindst 50 vildæble grundstammer kan jeg lave et specielt tilbud incl. podekviste - men du skal være hurtig. Podekvistene ligger på kølehuset 30 km borte, så det er ikke hver uge jeg er der, men de kan pakkes med en halv liter frossen vand ved kvistene, så de kan tåle transport.
Der skal holdes øje med skud på grundstammerne nu - og inden de bliver 2 cm, skal de pilles af - det er når de ikke er større, ganske nemt med en finger at røre ved dem, så falder de af. Det er vigtigt at få det gjort med alle skud nu, så podekvistens skud får de optimale vækstbetingelser. Har du okuleret i 2023, har du forhåbentligt klippet toppen af grundstammen, lige over tværsnittet - det skulle have været gjort 1. april.
Til orientering er der nu 9 tilmeldte til okulerkurset i august.
venlig hilsen
Boi Jensen og Boris Wortmann - podemester og hans uddannede lærling

Så er foråret over os med stigende temperaturer og tingene begynder at vokse ganske langsomt. Det er også udplantningstid i planteskolen og der er meget at gøre, og ind imellem skal der sås nogle af de tidlige grøntsager. Der er stadig en del træer og buske til salg inden de bliver plantet ud - og jeg tænker indtil midten af april er det stadig muligt at plante barrods planter, derefter bliver det mere vanskeligt og så er det vigtigt at rødderne ikke tørrer ud under flytningen. Grundstammer er der masser af vildæble, en del af de fleste andre, bortset fra Rosa Laxa - der nu er solgt. Podekviste ligger stort set alle på kølehus ved minus 2 grader, her holder de sig - og jeg henter løbende til både at sælge og selv pode. For selvpoderne er det med at blive færdig med at pode æbler og pærer, de øvrige haster ikke så meget, men her i påsken, er der begyndende hvide rødder på stenfrugtgrundstammerne, og så kan podning på dem også gå i gang. De podede grundstammer plantes ud i ren jord, hegnes så der ikke bliver noget ødelagt af bolde, cykler og dyr. De må ikke på noget tidspunkt i vækstperioden tørre ud, så vand forebyggende med en vandkande eller drypvanding.
Og der er allerede nu så stor tilslutning til okulerkurset i august, at det bliver til noget. Men du kan stadig nå at tilmelde dig.
Har lige fået nye planter hjem, et par sorter jeg har ventet på i mange år - for producenten der har licens på dem, har ikke kunnet følge med - planterne skulle gerne være klar til salg til efteråret 2024 - og det er en rabarber Fultons Strawberry Surprise og en skærmsølvblad der får orange frugter - og den hedder "Eleagnus umbellata Fortunella".
God plantetid Boi Jensen, podemester

Så er kurserne overstået med 4 stk. på Sjælland i slutspurten, det går det jo en hel uge med - og overnatninger hos bestyrelsesmedlemmer i haveselskabet, som står for afviklingen af kurserne. Der har været utrolig travlt med podegrej af enhver art, men mest grundstammer, hvor jeg har sendt med både Postnord og fragtmænd, når det har været større portioner. De fleste gange når det frem dagen efter, men jeg må indrømme at der har været et par smuttere med Postnord, men heldigvis i den kolde tid - og så sker der ikke noget med podekviste, for deres lagerrum er uden opvarmning. Der er stadig masser af grundstammer, lidt podekviste også, men mange sorter er udsolgt, så forbered Jer på at der ofte mangler noget i min beholdning. Efterspørgslen på ciderkviste fra både Sverige og Tyskland har også været stor, de er jo lige i opstarten af at lave cidertræer, så selvfølgelig er det svært at finde noget hjemme.
Til selvpoderne er det med at få podet æbler og pærer og få dem plantet ud i jorden, husk hegn omkring og så drejer det sig bare om at vente på jordtemperatur, så podekvisten begynder at gro. Stenfrugt venter vi en måned med, så er heldprocenten langt højere end hvis vi poder nu.

Så er vi i kursusmåneden og der er kurser på Fyn, i Jylland – lidt spredt, også hjemme hos Boris og så er der i slutningen af måneden lige 4 kurser på Sjælland, vi ses derude og får podet nogle æbletræer. I planteskolen er det igen blevet tøvejr og tøvandet er sunket – så der igen kan graves træer op. Det meste af tiden går med plukning af podekviste og samling af grundstammer og så at holde kurser – og typisk går der mindst en arbejdsdag med at få afviklet et kursus – og dem på Sjælland bliver med lige så mange overnatninger, så jeg ikke skal ud at køre midt om natten og jeg er træt efter en lang dag.
Der kommer masser af bestillinger på podeting – og bliv bare ved med det, indtil videre er der masser af grundstammer, og podekviste er der også noget af, selvom der er ved at være huller i listerne, er der stadig noget at gøre med. Jeg mangler stadig at få kviste fra eksterne leverandører, men de fleste kommer i løbet af de første uger i februar og så tænker jeg at det meste af det bestilte kan sendes ud. Der hvor jeg har det bestilte – sender jeg en uge ind i februar.

God podning til Jer derude

Boi Jensen, podemester

Godt nytår til alle frugttræsinteresserede - her er der gang i planlægningen af næste års produktion og vinterens podekurser. Derudover først og fremmest reservationer af træer og buske men også podematerialer til Jer der kan selv. Regner med der kommer grundstammer i første sending hen efter midten af januar - og de sidste kommer hen mod slutningen af februar. I mellemtiden afvikles kurserne rundt i hele landet - og nu hvor vi er to om at afvikle dem, bliver det måske knapt så hektiskt. Hvis du har for langt til et af kurserne og vil i gang allilgevel, kan jeg anbefale at kigge på www.havenyt.dk skriv "podning" i søgefeltet - så er der næsten et helt podekursus for "folket" der.

2023

Årets sidste måned startede med hård vinter - vi har haft nat med 14 minus - og der var sne ved månedsskiftet. Det betyder så bare et gravearbejdet har været indstillet godt en uge - og så er der indhentet nogle af hængepartierne, notering af hvad der er af klippeklare podekviste, hvilke rester af frugttræer i bestemte aldre og motorsaven og flishuggeren har begge været godt i gang, bl.a. skulle vi have lavet 3 tipvogne fulde flis til vores nye hostabed i haven ved planteskolen, en del træer i hegn og skoven trængte til udtynding og så var flere ting løst på en gang - men der bliver ved med at være noget der skal tyndes, specielt i de 2½ hektar skov der blev plantet for ca. 10 år siden, der er kommet så meget frøformeret birk og pil som skal væk - men mange ting blev også plantet så tæt at hvert andet træ skal væk, specielt i sitkagranerne som blev sat med 120 cm afstand. Her modtages masser af bestillinger på både julegaver og andet podegrej, sidste hånd er ved at blive lagt på podekurserne, I år bliver der kurser hos Boris i Mårslet, derudover på Fyn, fire styk på Sjælland og nogle stykker spredt i Jylland.
Af træer er der enkelte udsolgte sorter - og de største er næsten væk, dog enkelte 3 års tilbage, så det er kun at maile dine ønsker, så prøver jeg at finde ud af noget.
Glædelig jul og godt nytår til plantefolket

Boi Jensen, podemester

Nu graves der op hver dag - og sendes og afhentes, det er rigtig høsttid i planteskolen og dermed plantetid hjemme hos Jer. Midt i oktober var jeg sammen med et par tusinde gæster og en hel masse æblenørder til "æblefestival" i Rødding, æblets by i Salling. Det var bortset fra kraftigt blæsevejr - et forrygende marked med gæster fra hele landet og nørder fra det meste af landet. Specielt ciderfolket viste sig frem i hele weekenden og der blev smagt og udvekslet erfaringer. Måske det var en ide for nogle af Jer at få det skrevet i kalenderen til næste år, hvor det igen holdes midt i oktober.
I planteskolen er det opgravning og salg af planter der bruges mest tid på, men næste sæsons podninger er vi også allerede godt i gang med at planlægge, og det er med at få bestilt, hvis du skal bruge noget.
God plantesæson
Boi Jensen, podemester

Efteråret er startet og dermed er det snart plantetid, de stedsegrønne er det fint at sætte i begyndelsen af måneden - og de løvfældende begynder også snart - dog vil de der skal sendes vente til de er ordentligt afmodnet, men fra den 20. oktober begynder det at gå stærkt med opgravningen. Indtil da er det frugtplukning, vi laver noget most af de deforme frugter og dem der ikke kan holde sig. Så er der også lige en æblefestival i Rødding, "Æblets by" og måske du skulle overveje sammen med alle de andre frugtinteresserede at tage på en lille tur. LInk så du kan finde tid og sted:
https://aeblefestival.dk/ Det er også tid at få reserveret planter og podeting til den kommende sæsonb, lige pludselig skal vi til at pode igen. God plantesæson.

Så er det høsttid - og vi er godt i gang med nogle af bær og frugterne - og vi er lige her hvor august er ved at slutte, begyndt at plukke aronia - og der er så mange, at har du lyst til selvpluk - er der flere tons at tage af - og de kan plukkes for 5 kr. kiloet - forudsætningen er at du aftaler en tid hvor jeg er i planteskolen. Så vil jeg vise hvor der kan plukkes og du kan med fordel bruge enten en tyttebærplukker eller med fingrene, måske iført engangshandsker - for det giver noget farve på fingrene ellers.
Der er allerede godt gang i plantebestillinger - og vi kommer i hvert fald ikke til at ligge ret meget på sofaen fra midt i oktober. Du bestiller ved at sende en mail - og så finder vi ud af noget.
Planterne er groet næsten som de plejer i en normalsommer, men det har været tydeligt at vi har haft omskifteligt vejr, og planterne kan sagtens nå at gro en del ind i efteråret, til de afmodner. Vi havde ekstra mange grundstammer i vinter, så dem har vi brugt 3 uger på at få okuleret, så der er virkelig blevet gået til den, en overgang var vi 6 mand i gang med at okulere og okuleringskurset havde blandt andet også nogle af de "wwoofere" som Boris har haft på besøg. Du kan google wwoof og finde ud af at der er "navere" indenfor økologisk gartneri og planteskole - og det er verdensomspændende.
Som sædvanlig bliver der mulighed for at hente barrodsplanter fra uge 42 - midt på ugen.
For selvpoderne er det med at sikre at bindingerne er løsnet, så det ikke kvæler de små træer, risikoen for svampesygdomme og lus er ikke stor længere. Så nu skal det planlægges hvor træerne skal stå, hvis du skal til at plante ud - men vent til november, så er de i hvert fald afmodnede.

Sommeren har været først varm og dernæst knap så varm og med masser af regn - nu må vi da snart være forsynede - og vi hører heller ikke landmændene klage over manglende vækst - sådan er det også her - og når ukrudtet gror, gør planterne også - så det er rigtig fint - og så skal der heller ikke bruges vand i rå mængder. Der har været mange lus i år - og ikke ret meget i svampesygdomme - så det har været til at overkomme, når lusene klemmes væk i tide. Ellers bliver der misvækst i træerne - de kan krølle i både blade og grene. Nu er vi godt i gang med at okulere æbler og pærer hvor der er mange grundstammer at arbejde med - så de sidste 10 dage i juli og de første 14 dage i august skal der okuleres mindst 100 stk. i snit hver dag, er planen, når vejret og mængden af ukrudt tillader det.
Til selvpoderne er der meget at gøre, er tilbindingen om grundstamme og podekvist ikke fjernet på æble og pære, er det på tide at få gjort noget, Ved stenfrugt er det med at holde øje med det, for så snart de gror af betydning i tykkelse, er det også tid at skære det over, men blommer kan godt være groet en halv meter og ikke groet sammen, så jeg anbefaler at vente til efter 10 august med at skære der, medmindre de gror meget i tykkelse og det kan der være fare for i år, hvor det har regnet så meget den sidste måned. Skud på grundstamme skal pilles af - og skal det være enkeltstammede træer - skal ekstra skud fjernes, så der bevares det kraftigste skud på træet.

Et vådt forår og så kom der en lang tør periode i maj/juni - så uden vanding, ville der ikke være flere planter tilbage. Så er det en fordel at vande med drypslanger, for gangarealerne er stort set uden ukrudt - så de spiselige ukrudtsplanter bliver der samlet af i rækkerne og hønsene bliver ellevilde for at få sådan noget at rode i og efter en times tid, er det stort set væk, så 13 høns, kan hurtigt klare over 20 liter ukrudt og jeg er slet ikke i tvivl om at æggene bliver bedre af så meget grønt. Her i varmen gror det hele, når det får vand, Men der er også gang i skadedyrene, mest lus, men også en del larver, der æder bladene, og I må holde godt øje med det, hvis I har nypodede planter, for de tåler ikke ret meget modgang. Nu skal der sættes pinde ved de nypodede og de skal bindes til, for hvis der kommer kraftigt blæsevejr, kan de knække, hvis de er høje. Hvis de er groet mere end 40 cm i højden, er det forsvarligt at skære basten over midt i juli -inden de ny træer kommer for langt med et nyt lag bar, som der ikke er plads til inde under den stramme binding, og det gælder også hvis du bruger noget andet at binde med. Lad være med at tro at det løser sig selv, for det er ikke altid tilfældet.
Ellers står den på vanding i tørre perioder - og at nyde sommeren, så meget det er muligt.

Er du interesseret i at lære at okulere, vil jeg prøve at få et kursus lavet - omkring starten af august. Giv en melding, gerne på mail - og husk at skrive hvor du kommer fra.
Så snart jeg har fundet tidspunktet, kommer det til at stå både her og under kurser på hjemmesiden.

God sommer Boi Jensen, podemester

Det er slut med at sælge barrods planter og med al den tørvejr vi har haft i maj, har det enten været med en vandkande i den ene hånd, en spade i den anden og planter i sækken og de skulle hurtigt i jorden, for ellers var det en umulig opgave. Planterne er blevet vandet adskillige gange og den største fordel er, at der så ikke kommer skurv i æbler og pærer, for svampene smitter kun når der sprøjtes vand på de gamle blade, så måske bliver det et år med ingen eller kun ganske lidt skurv.
Selvpoderne skal nu til at holde øje med lus - nemmest at se om der kravler myrer i planten, så er det med at opdage lusene, knuse dem ved lette tryk med fingrene og gentage det dagen efter, så er det bare at holde øje med om der kommer flere. Larver der æder bladene - hvis det sker, find larven - enten klem den ihjel eller bær den langt bort, så den ikke finder planten igen. Skud på grundstammerne skal pilles af mindst hver 14. dag - og vi fortsætter med at pille alle skud af - så der er en chance for at podekviste og okulerknopper får en chance for at komme i gang. Der skal vandes i tørre perioder, så jorden aldrig tørrer ud ved de nye planter, i planteskolen vandes forebyggende, så vi hele tiden er med.

Et mærkeligt forår hvor oplevelsen har været at alt er blevet udsat fordi det har regnet så meget til midten af april, det har så trukket muligheden for at få plantet ud i jorden igen, Landmanden har kørt fast med gyllevognen - eneste gang det er sket - i de over 20 år jeg har fået det og typisk omkring 1. april, så i år blev det den 21. april, så hektisk har det været med genplantningen af alle planter og de nypodede også. Der er stadig en del grundstammer og podekviste, hvis nogen har lyst - grundstammer kan også være til udplantning til okulering - men du skal være hurtig - og hvis du vil have over 100 styk af vildæble - kan det lade sig gøre - og til specialpris - men giv et kald eller mail - hvor mange du kan bruge og hvad du vil give for dem, så må vi se hvad der kan laves.
Til selvpoderne - skal de ny podninger nu være plantet ud - og vi skal allerede til at pille skud af grundstammerne - i første omgang pilles alle skud af for at få mest mulig næring op i podekvisten - når vi kommer længere hen, kan vi lade det øverste skud blive på grundstammen, men kun hvis der ikke kommer liv i podekvisten, så kan grundstammen genpodes næste år eller okuleres til august. Vanding burde ikke være nødvendigt indtil videre, men kommer vi ind i en meget tør periode, kan det være nødvendigt, så det ikke bliver for tørt i jorden.

Her sidst i marts fortsætter nattefrosten og det er bortset fra hvis træerne vil til at blomstre, helt fint - for så har vi ikke noget jordtemperatur af betydning og så kan der fortsat plantes uden problemer. Vi mangler i planteskolen at få alle planter retur i marken og lige så med de nypodede træer, der lige nu står i kasser med 300 i hver kasse. De står mørkt og så koldt som det nu er muligt.
Der bestilles stadig masser af podematerialer - og af vildstammer er der rigeligt af æbler, lidt i blommer, kirsebær og pærer. Af svagtvoksende er der ikke meget tilbage - og inden længe vil vil løbe tør for dem. Podekviste er der stadig masser af, men nogle af sorterne er væk. I år vælger jeg ikke at sende noget i ugen før påske, fordi der var forsinkelser på over en uge med levering sidste år. Uanset om der sker noget ved forsinkelsen eller ej, er der ingen grund til at tage den risiko. Mange af leveringerne til Sverige tager jo op til en uges tid, uden det giver problemer, så normalt vil der ingen skade ske.
Mine ønsker om et godt forår og god gang i både podning og plantning.
Boi Jensen, podemester

Så skulle foråret være i gang - men med stadig lidt nattefrost i begyndelsen - og det er sådan set fint nok, for det er begrænset hvor meget saftstigning der så er i de fleste træer og det betyder at der stadig kan kan klippes podekviste. Normalt siger vi at det er fint hen mod den 10. marts - men meget afhængig af temperaturerne. Podekurserne er afholdt og så er det "selvpoderne" der må i gang. Jeg forventer her i begyndelsen af marts at få de sidste grundstammer hjem, de skal så sorteres og distribueres ud til brugerne, der så for alvor kan få podet noget. Her podes der på livet løs, for at få det meste gjort inden vi igen skal til at plante både podede træer og de der allerede har groet en eller flere sæsoner ud i jorden igen, hvis de ikke er blevet solgt.
For selvpoderne drejer det sig om at få podet æbler og pærer på ny grundstammer og få dem plantet ud, og husk beskyttelse mod dyr, hunde, bolde, børn og cykler - for det holder ikke uden hegn.

Nu er podesæsonen i gang - jeg har fået vildæblegrundstammer og de øvrige grundstammer kommer en gang hen sidst i februar - så går det for alvor løs. Første podekursus er holdt i Vesthimmerland og så fortsætter det hele februar med et eller to kurser om ugen og det sidste i begyndelsen af marts, nogle kurser er åbne for alle - efter tilmelding - andre er lukkede kurser kun for medlemmer af den bestemte forening, og du kan se hvor de "åbne" kurser holdes på hjemmesiden under kurser. Vi planter fortsat træer i de perioder, hvor jorden ikke er frossen og i planteskolen er vi i gang med at få ryddet, så der kan blive plads til at få de nye træer ud i rækkerne igen.
Du kan fortsat bestille både planter og podegrej på mailen - og alt så længe der er noget på lager.
God podesæson Boi Jensen, podemester

Godt nytår til alle besøgende på såvel hjemmeside som i planteskolen. Det gamle år har været præget af at der har været mangel på større træer - de blev simpelthen solgt i corona tiden - men heldigvis er vi blevet i stand til at sætte produktionen op så der til efteråret 2023 vil være langt flere muligheder i 2 års træer. Træer ældre end 2 år vil der stadig være ganske lidt af og der er kun at spørge, hvis du gerne vil have træer der er lidt ældre.
Grundstammer er bestilt - og jeg får dem ad to omgange - forventer vildæbler en gang i januar - og resten hen mod slutningen af februar - så de kan ekspederes i den rækkefølge at vildæbler kommer først - og skal du have andet med, vil vi komme tæt på 1. marts før der sker ret meget. Podekviste er jeg begyndt at klippe her sidst i december - og det bliver hovedopgaven i første halvdel af januar, så tænker jeg vi begynder at pode æbler - og ind imellem kan der ekspederes ordrer på træer, så længe vi har tøvejr.
Godt nytår til alle
Boi Jensen, podemester

2022

Vinteren er over os - men vi graver stadig planter op til de ordrer der er og kommer - der sendes planter hver uge og hentes endnu flere - og så er der enkelte steder hvor jord eller hegn ikke er klar - og vi stadig har planterne i indslag - og i planteskolen regner vi med at dyrene ikke komme ind og forstyrrer. På podesiden kommer der næsten dagligt bestillinger som noteres og så må vi se hvilke podekviste det bliver muligt at skaffe, når de skal klilppes.

Så blev det for alvor plantetid og vi knokler hver eneste hverdag for at få tingene ekspederet - mange henter selv, men endnu flere får sendt i de her tider med høje priser på brændstof og jeg forsøger at få samsendt både når det er Posten der slæber og når I selv kommer forbi - og mange tager med til andre, når det enten passer på turen eller nogle bor i nærheden af hinanden - og tak for velviljen. Det gør ofte arbejdet nemmere for mig også, men mest vigtigt er at vi ikke bruger ekstra "krudt" på noget hvor det er indlysende at samarbejde.
Der er masser af bestillinger, så arbejdsløse bliver vi ikke foreløbigt - men som vi plejer, skal vi også nok nå det, måske bare ikke lige i dag eller i morgen. Der bliver også en tur østpå med planter - enten i uge 46 eller 47 - og det der kan gå at komme forbi med - vil I få muligheden for personlig aflevering.
Nu viser det sig også at enkelte sorter har der enten været for lidt af - eller I har bare bestilt mere end der står i rækkerne og I vil få besked, hvis det er tilfældet.
Bestillinger på podematerialer er også godt i gang, så vi bliver heller ikke arbejdsløse i vinteren.
God plantesæson

Nu er vi ved at nærme os plantesæsonen, hvor der bliver rigtig travlt i planteskolen. Opgravning starter når jeg har været i Helsingborg og udstille danske æbler til "Europom 2022" hvor vi samles pomologer fra 10 lande og nørder frugt i weekenden 15-16. oktober. Der er allerede masser af bestillinger som jeg skal i gang med at grave op, pakke og sende, nogle henter selv og skal du det, er det vigtigt at få en aftale på forhånd, både så der er hul i kalenderen - men også så du får adressen, du skal henvende dig på. Bestillinger på podematerialer er også godt i gang, så det er bare om at få bestilt, hvis du skal pode noget i 2023.
God plantesæson Boi Jensen, podemester

Sommeren har været tæt på perfekt vækstmæssigt, passende med varme, sol og nedbør. Med lidt ekstra vanding har planterne været i vækst hele tiden og nu er høsttiden over os med både frugt, bær og grøntsager - og der er så rigeligt af det meste - noget er for længst væk, men vi kan slet ikke følge med i grøntsagerne, så kommer du forbi - er der muligheder for selvpluk til næsten foræringspriser, men husk, kun efter aftale.
Har været på indkøb i Tyskland for at skaffe nogle af de specielle planter der enten er licens på eller nogle som er svære at lave - og som er til at få fat i dernede som småplanter. Ligesom alt andet i øjeblikket, stiger priserne på grund af forhøjede priser på el og brændstof, og det betyder at enkelte planter får et lille nøk i prisen.
Barrods planter som er ca. 90% af hvad jeg har, vil være klar til at begynde opgravning i slutningen af oktober - og henter du selv, kan du aftale tider fra lidt hen i uge 42, midt oktober. Sikrest vil det være at reservere inden, for nogle ting er allerede udsolgt - andre er tæt på, men sådan er det ofte med nogle af de sorter, der enten er mangel på podematerialer eller produktionen er ganske lille.
Nyd eftersommeren - det gør vi i planteskolen.

Boi Jensen, podemester

Så er sommeren over os - og med temperaturer der gør at både feriefolket og os der må arbejde med planter har det fornuftigt - heldigvis kommer der lidt vand ind imellem, så det hele ikke skal ud i slangerne først - og på den her tid gror det hele ret godt. Vi rydder ukrudt, former træer, piller skud af grundstammer og høster af grøntsagerne, som der er masser af, de gror også helt vildt og det er ikke nemt at følge med.
Til selvpoderne er det vigtigt nu at få vandet, pille skud af grundstammer, sørge for at træerne bliver enkeltstammede og så skal lus bekæmpes, når de opdages. Nu skal skudet bindes til en pind, måske en bambusstok, og hvis den ny podning er groet mere end 25 cm - kan bast eller hvad der er bundet med, fjernes fra midt i juli. Pas særligt på med blommer der ikke altid er groet sammen på det tidspunkt, så de skal måske vente til sidst i juli, men hold øje med dem, for hvis barken gror meget i tykkensen, kan det være nødvendigt at snitte tilbindingen når det ses.

Jeg har planlagt okulerkursus 30.7. kl. 10 i planteskolen - skriv mail hvis du er interesseret - så sender jeg yderligere oplysninger - der er allerede nu 2 tilmeldte.

God sommer
Boi Jensen, podemester

Der er ved at være vækst i planterne igen - og det er dejligt at se - og hvilket blomsterflor der har været i år, både i træerne i hegnene og specielt de 3 og 4 års i planteskolen, men også nypodningerne har været i gang med at blomstre, det gør de nu ikke ret længe, for de klippes så snart jeg opdager dem, også helst i knop. Efter en lang tør periode har vi nu fået lidt vand og så gror det hele, podningen er næsten slut - mangler lidt blommer og alle de ægte kastanjer, og så skal der renses og hakkes, for ukrudtet liver fint op, med det vand der er kommet.
For selvpoderne er det en hektisk tid lige nu, for skud på grundstammer skal fjernes - helst hver 14. dag så de ikke bliver for store, ekstra skud skal pilles af, så træerne bliver enkeltstammede - det øverste skud bevares med mindre andre skud er væsentligt kraftigere end det øverste. Der skal kontrolleres for larver der vil æde af bladene - og de tolereres ikke, Alle blomster på podekviste skal fjernes så snart du ser dem, for de kan aflive podningen i løbet af kort tid. Og så skal der vandes, renses for ukrudt og om lidt skal den nye top bindes til en pind, så den ikke knækker hvis det blæser for meget. "Så vi får travlt den næste tid, men det er også afgørende for at det lykkes".
God arbejdslyst og nyd at det hele gror, både det der lykkes og det der er uønsket.

Boi Jensen, podemester

Vinter og forår har været noget af det mest hektiske nogensinde i planteskolen - der er aldrig solgt så meget podemateriale så jeg har skullet ud og skaffe ekstra for at dække efterspørgslen bare nogenlunde. Kurserne har været fint besøgt og to blev aflyst - måske der er enkelte steder hvor potentialet er brugt og de der har været på kursus, kan selv, og enkelte steder finder folket selv ud af at holde noget, og det er fint. Der er også plantet rigtig mange træer og buske i vinter og forår og nu er det slut i denne omgang, bortset fra lidt i potter af enkelte sorter som sibiriske blåbær. De planter der er til overs er plantet ud - og ekstra grundstammer er plantet ud, så de kan okuleres i august.
Husk du kan holde øje med hvad du som selvpoder skal gøre ved dine podninger ved at læse teksten her hver måned, og vil du være foran - kan de sidste års tekst også ses, så kig bare tilbage. God vækstsæson med planterne og har du ikke plantet dine nye podninger ud, er det på høje tid, så de kan få rødder i jorden og begynde at gro. Det er også tid at få pillet skud af grundstammerne nu - de skal helst fjernes før de bliver 2 cm lange. Ompodninger kan nås endnu - og hvis du har eller kan skaffe grundstammer og podekviste fra køl, kan der stadig podes. Måske jeg har lidt tilbage på kølehuset - og her tæt på slutningen af april er der lidt æblegrundstammer, både vildstamme, M7, M9 og P60. Det haster hvis du skal bruge noget og vil du plante noget ud til at okulere på, kan det også være fint. Podekviste til måske 30-50 sorter i æbler og 10 cider er der også.

Venlig hilsen
Boi Jensen

En travl podesæson er ved at starte på sidste måned, går jeg ud fra - men der kan podes så længe podekvistene er ordentligt nedkølede - minus 2 grader, så kører det.
Jeg har stadig over 1000 grundstammer - næsten alt muligt, dog er kvæder udsolgt og nogle af de andre er ved at være på slutningen - men æbler, pærer og mirabeller er der stadig en del af. Podekviste er der også mange af - ikke i alle sorter, men stadig så der kan podes noget. Af træer er der også ved at gå "svind" i bunkerne - coronaen har gjort at der måske kun er en fjerdedel eller mindre tilbage af hvad der plejer ved den her tid - og der sælges træer hver dag, så der er virkelig ved at være huller i rækkerne. Nu går vi i gang med udplantning af de podede og når det er sket - er turen til de der blev podet sidste år - og så slutter vi med de lidt større træer - så går det løs med såning og plantning af grøntsager hvor der ikke er træer i planteskolen, og der bliver plads til rigtig meget i år. Alt dette betyder nok også at nogle af Jeres ordrer bedre kan vente til efteråret - men det tager vi i hvert tilfælde hvor der er for lidt at få.
Til hjemmepoderne: få plantet de nypodede træer ud nu - og få hegn om så der ikke kommer noget flyvende og ødelægger podningerne.
God forårs sæson Boi Jensen, podemester

Vi er langt i podningerne og halvt færdig med podekurser, hvor der jo har været stilstand i 2 år - så folk melder sig til, så der nogle gange bliver ventelister, andre dukker op uden tilmelding og må ofte gå igen - enkelte gange bliver nogle væk og så bliver der måske en plads allligevel. Men de fleste kurser bliver fuldt tegnede i forhold til den plads der nu er og at vi kan sidde på en forsvarlig måde. Enkelte kurser er aflyst. Podningerne i planteskolen kører planmæssigt og jeg er over halvt færdig med det planlagte, det har været nødvendigt at skaffe flere grundstammer fordi der er bestilt så meget - så skal du i gang med hjemmepodningerne, er der stadig håb om at købe noget materiale. Enkelte træer og buske ekspederes ind mellem podningerne - men det tager igen fart når vi kommer ind i midten af marts. Vi ses derude til podekurserne.
God pode- og plantesæson Boi Jensen, podemester

Hej i læsergruppen af hjemmesiden - så er vi allerede godt i gang med podningerne og podekurserne. Det meste af min tid går i februar med disse to ting - og så bliver der ekspederet lidt træer ind imellem når der er tid til det. Er langt fra i planteskolen hver dag. Indtil videre er det en kombination af podning og sende podematerialer - og jeg har her den 5. februar ikke fået alt hjem endnu, men håber det snart kommer så jeg kan få ekspederet de fleste af tingene der er bestilt.
Savner du noget i podematerialer - skriver du bare en mail - og har du brug for lidt råd - kan du prøve at ringe, men selve ordren vil jeg have på mail, så jeg kan få det lavet ordentligt.
God podesæson, Boi Jensen, podemester

Godt nytår til alle - og håber I er kommet fornuftigt ind i det.
Når jeg ser tilbage på året der er gået, overstiger det langt de foregående år i omsætning og grad af udsolgt i alle slags ting jeg sælger. Selvom der ingen podekurser blev afholdt, var der kun lige grundstammer tilbage til et okuleringshold på 8 mand - og næsten ingenting til mig selv. Det har også betydet en del mere arbejde end normalt og konsekvensen vil så også være at der ikke er ret meget af store træer til salg i 2022, men det må vi tage til efteråret, hvor det meste vil være et- og to års. Men lige nu er der stadig nogle hundrede 3 og 4 års træer tilbage. De næste måneder står den på alt til podning, og det er klip af podekviste, sortering af grundstammer, når de ankommer og pakning af langt de fleste af dem, så Posten kan komme ud til Jer med dem. Om podekurser bliver til noget, ved vi nok først i midten af januar - og så snart der er afklaring derom, vil det stå på de enkelte kurser.
God podesæson Boi Jensen, podemester

2021

Vinteren er over os, men det er ikke ensbetydende med stilstand i planteskolen. Der sælges stadig træer - og jeg er ikke færdig med at ekspedere det, der er bestilt - men det hjælper da på det. Enkelte steder er de ikke klar med jorden - og så må det vente lidt endnu. Der har aldrig været så meget gang i salget som i dette efterår og det betyder også at en del sorter nu kun findes i 1-års. Til Jer der vil pode selv i vinter - er det med at få bestilt - og det er der allerede mange der har været i gang med. Podekurserne er ved at være aftalt, men ikke alle har meldt tilbage med oplysningerne om tilmelding m.v. - men det kommer. Så må vi håbe at corona situationen gør at kurserne kan afvikles.
Pas godt på hinanden og Jer selv og hav en glædelig jul og et godt nytår
Boi Jensen, podemester

Så er det for alvor plantetid for barrods planter og der arbejdes alt det, der er muligt i planteskolen. Jeg har fået de fleste store planter taget op med maskine og nu står de i indslag rundt i marken, hvorfra de flyttes til midlertidig række i store bundter, når jeg har fået en gravemaskine på besøg, for at mindske det manuelle arbejde lidt, samtidig bliver rødderne fra læhegnet beskåret så de ikke trænger ind i planteskolen. Og det er bare rigtig smart at få gjort to ting på en gang og det tager ikke ret lang tid for en rutineret gravemester. Der er stadig en del planter, mest i æbletræer - men nogle sorter er helt udsolgt, andre er der kun 1-års tilbage af. Men det går jo også at plante dem, de skal bare passes lidt bedre de første par år.
Jeg ekspederer de kunder der kommer og henter - sender alt jeg kan nå og så får jeg samlet sammen til de ordrer der er i "hus" og så prøver jeg at få styr på mails, indbetalinger og at modtage bestilte planter fra hvor jeg har bestilt dem og få regninger betalt til tiden.
God plantesæson, Boi Jensen, podemester

Nu er plantesæsonen over os - og der er fra midt i måneden tid for opgravning og afhentning, levering.
God plantesæson
Boi Jensen, podemester

Sommeren er ovre - og det har været en rigtig god vækstsæson, men det er slet ikke slut endnu - og i den her tørre tid, skal der stadig vandes lidt endnu, så stopper det nok midt i måneden og træerne kan afmodne. Hvis du har podet, må du gennemgå træerne endnu en gang for at få pillet skud af grundstammerne og kontrollere om tilbindingerne er forsvundet efter de blev skåret op, ellers skal du til at gøre noget ekstra ved det.
Bestillinger er der masser af i øjeblikket, der reserveres og jeg begynder at grave op sidst i oktober - og der er mange ordrer, så vi kommer er godt stykke ind i november før jeg har bund i det, der er reserveret nu.
Nyd de varme og tidlige efterårsdage som vi har lige nu i begyndelsen af september og få spist nogle af alle de lækre grøntsager og frugter, som allerede er der.
Boi Jensen, podemester

Selv om det er sommer – og mange har overstået ferien – er der stadig masser at gøre i afdelingen for podninger af frugttræer – her skal træerne justeres, så de bliver enkeltstammede, ikke for mange sidegrene – så der bliver for meget skygge inde i træerne - og der skal pilles skud af grundstammer, som jo er ligesom ukrudt i marken – det er uønsket fordi det svækker den ædle del. Så skal der vandes med jævne mellemrum og i grunden ikke så længe mere, for træerne skal også gå i stå i væksten, så de kan blive afhærdede og klare vinteren. Tilbindingen om podestederne skulle være fjernet fra midten af juli til slutningen og har du ikke fået det gjort endnu, er det i hvert fald på høje tid – og lad være med at tro at det klares af sig selv, for så vil du ofte miste træer, der bliver kvalt, når bindingen bare holder. Okulerkurset bliver afholdt med de deltagere der fik sig meldt til i juli – og skulle du have været med, bliver der kursus igen i 2022 – men du kan også tage kurset på hjemmesiden www.havenyt.dk skriv podning i søgefeltet – så får du 4 kurser om podning. I planteskolen er der masser af arbejde at gøre – og der indgår bestillinger hver uge, så der bliver noget at se til, når vi når november og træerne skal tages op. Jeg får ind imellem invitationer til at deltage i æbledage mange forskellige steder og kan se at flere steder springer de også over i 2021 – blandt andet de Nordtyske æbledage i Hamburg – de kunne ikke overskue over 10000 gæster på en weekend inden døre – og det er forståeligt nok – og det eneste sted jeg har hørt til nu, er at det bliver afviklet i Rødding vest for Skive midt i oktober – søg det under ”æblets by i Salling”
God sommer Boi Jensen, podemester

Sommeren er over os - og med en blanding af skyet vejr - solskin og en regnbyge en gang imellem, går det helt fint - planterne er i hvert fald i gang - hvor den største vækst kommer fra sidst i juli - hvor jorden normalt er rigtig varm og hvis der er tilstrækkeligt med fugt samtidig, går det rigtig stærkt derfra. I planteskolen ryddes der ukrudt - mest fordi jeg ikke gider det smider frø, og så er det også nemmere at overskue, når der ikke står alt muligt ind mellem planterne.
Der handles intet lige nu, så de ting der sker noget med, sker på gavekort - og det er også langt bedre, så ikke resten af sommeren skal gå med intensiv vanding, for det er nødvendigt, hvis der plantes noget i potter, og det har jeg ikke ret meget af.

Info til Jer der poder selv: skud skal pilles af grundstammen minimum hver 14. dag hvor podingen er lykkedes. Er podningen mislykket, kan du lade det øverste skud blive på grundstammen, så kan den enten okuleres/chip-buddes eller podes igen næste vinter. Du skal også få bundet skud til en pind, så den ikke knækker i blæsevejr og det er også måden at få den lavet nogenlunde lige op i lodret retning. Så skal der vandes – jorden må aldrig tørre ud ved nypodede træer, for så kan de gå i stå i vækst, er det er næsten umuligt at få dem i gang igen i samme sæson. Hold øje med lus, for dem skal der gøres noget ved, inden de forkrøbler træet. Klem dem mellem 2 fingre, som du kan vaske bagefter – og gør det igen dagen efter, så får du nok bugt med dem efterhånden. De ses nemmest ved at der er myrer i træets blade – for er der det, er der næsten altid lus også. Du kan også se en mere avanceret måde at komme kræet til livs på hjemmesiden under FAQ.

Vent til midt i juli eller først i august med at skære tilbindingen op, men vokser træerne i tykkelsen, kan det være, det skal gøres før, men pas på med blommetræer, de må ikke skæres for tidligt, for det er ikke sikkert de er groet ordentligt sammen før midten af august.

Har du mod på et okuleringskursus, bliver det lørdag 7. august – send en mail, hvis du vil med - der er her sidst i juni 3 tilmeldte - fra Holstebro, Sønderjylland og Sjælland. Se mere under kurser.

God sommer
Boi Jensen, podemester

Nu starter sommeren ifølge kalenderen og her sidst i maj - ser vejrudsigten også ud til at det er rigtigt, med lovning på 20 grader i flere dage. Bare det at graderne steg fra under 10 til nogle få grader mere gjorde at der kom rigtig gang i de podede træer - og specielt grundstammerne skyder helt vildt her, så det er med at få pillet skud af inden de bliver for lange og tykke. Jeg har nu den 15. juni afsluttet forårets podninger - med de sidste spisekastanjer og 10 æbler, der blev podet på stammer hvor okulationene ikke var lykkedes. Den nærmeste fremtid byder på rydning af ukrudt - som der altid kommer en masse af - men det er jo kun kritisk hvis ukrudtet bliver med frø - og det gør noget af græsset, så det er nødvendigt, for at give planterne passende forhold. Grøntsagerne skal også sås - og udplantes, så der bliver noget at høste af i sommer og efterår - i hvert fald mine porrer i udestuen er ved at blive så de skal ud og så har jeg lige et stykke langs vejen hvor der skal være blomsterblanding og georginer - som jeg også har i udestuen og det er klar til at plante ud om en uge.
Der skal også til at holdes øje med luseangreb i podningerne og måske er det allerede tid at tænke på at få lavet enkeltstammede træer af de podede, så skud nummer 2 skal fjernes på den måde at er skudene lige store, bevares topskudet - og er der stor forskel - bevares det kraftigste skud.
Forøvrigt er jeg ved at planlægge et okulerekursus tæt på 1. august - så er du interesseret - hold øje med kurser og det skal også nok bliver nævnt på forsiden, når vi kommer til næste måned.
God forsommer
Boi Jensen, podemester

Så er der væksttid og for de af Jer der ikke har fået podet - er der næsten kun ompodning tilbage - men det kan også sagtens nås endnu. Du finder vejledning på www.havenyt.dk skriv "ompodning" i søgefeltet - så får du et af 4 podekurser jeg har lavet til fri afbenyttelse. Der er få hundrede æblegrundstammer af M9 og EM26 tilbage og et bud - minimum 5 kr. stykket - så kan de blive dine. I planteskolen er vi næsten færdig med udplantning af de planter der ikke er solgt - og så skal der efter en lang tørkeperiode vandes lidt - bare for at holde jorden fugtig, ikke fordi det er absolut nødvendig, men nogle af småplanterne må ikke tørre ud og gå i stå i den vækst de lige er påbegyndt.
For selvpoderne er det tid at pille skud af grundstammerne - og det skal gøres konsekvent mindst hver 14. dag og alt pilles af nu, først senere hvis det viser sig at podekvisten ikke begynder at gro, skal det øverste skud på grundstammen bevares - og kun det, for så har du en grundstamme der kan genbruges enten til okulation eller podning næste sæson.
God vækstsæson
Boi Jensen, podemester

Podesæsonen er gået helt forrygende - der er blevet podet som aldrig før - og der er stort set udsolgt i frøformerede grundstammer, der er stadig lidt vækstreducerede i æble og blomme tilbage. I æble er der flere slags, men det varer ikke ret længe siger erfaringen mig, for vi snakker ikke om flere hundrede.
Alt i kurser er foregået på nettet grundet coronaens hærgen og det lyder som om de fleste har fundet ud af det. Nu må vi se om podningerne så også lykkes,. Hvis du ikke har plantet de podede træer ud, er det med at komme i gang. Det varer ikke ret længe inden der skal pilles skud af grundstammerne - og det skal mindst gøres hver 14. dag, så de ikke efterlader for store sår, når de fjernes, de bør fjernes før længden på det ny skud er 2 cm.
I planteskolen står alt i indslag og er enten ved at blive solgt, eller genplantet i planteskolen og selvom vi stadig har lidt nattefrost, vil det ikke var længe før rødderne begynder at røre på sig, d.v.s. lave nye hvide rødder og så skal der passes på, for de tåler ikke ret meget solskin og blæst. Men der kan nok plantes til cirka midten af april. Alt afhængig af vejret, og her er nattefrost medhjælpende til at holde jordtemperaturen nede, men så snart vi begynder at få 5 grader plus om natten og tocifrede grader om dagen, stiger jordtemperaturen og så må vi til at få sået nogle af de tidlige grøntsager. De skal stå hvor der ikke er træer og buske, for skal jorden holdes ren, gødet og vandet, skal der gro noget, om det så er salat , bønner, ærter eller løg - er sådan set lige meget, bare det smager godt - og heldigvis er der mange der gerne vil aftage noget.
God forårs sæson

Boi Jensen, podemester

Efter en virkelig lang frostperiode, hvor mange af mine grundstammer har været frosset fast i jorden, ser det ud til det lysner igen - og jeg får leveret pæregrundstammer plus de sidste jeg ikke fik med i første sending i januar - kan jeg nok få ekspederet de fleste af Jeres bestillinger på ting at pode på. Der er stadig masser af de fleste grundstammer, så det er bare at få bestilt, så du kan få podet. Send en mail med din ordre, så vil det blive ekspederet lige så hurtigt jeg kan få pakket og gjort klar til enten afhentning eller en tur med Postnord.
Jeg er selv langt med at pode æbler og det er også vigtigt, for nu hvor der kan graves igen, er det med at få flyttet de sidste planter i planteskolen, så vi kan starte på en ny sæson, få jorden gødet og pløjet - og de planter der ikke er solgt, udplantet i nye rækker. Podningen fortsætter til hen i maj hos mig - med blommer, kirsebær og spisekastanjer i den rækkefølge. Så snart vi er lidt længere fremme i kalenderen bliver resten af mine podekviste lagt på kølehus ved minus 2 grader og så kan jeg hente derfra sådan cirka hver 10. dag.
Godt plantevejr ønsker vi alle, det betyder ikke for varmt og tørt.
Boi Jensen, podemester

Februar er podemåned og der er virkelig gang i den, bortset fra podekurser, hvor alt har været nødvendig at aflyse p.g.a. coronaens hærgen. Men det forhindrer jo ikke at I poder derhjemme, er du i tvivl om hvordan - gå på www.havenyt.dk og skriv "podning" i søgefeltet, så tror jeg du bliver meget klogere. Posten kører jo næsten hver dag, så det er også muligt at få materialer så du kan få produceret noget.
De fleste podekviste er modtaget og klippet, så der er masser at gå i gang med.
Alle kurser er indtil videre bare skubbet et år frem i tiden, så de forventes afholdt i 2022 på samme ugedag og ugenummer, som de var planlagt i 2021.
God podesæson
Boi Jensen, podemester

Godt nyt år til alle - og velkommen til informationer om planteskolen. Coronaen driller os - og de planlagte podekurser er sandsynligvis ikke muligt at afvikle, så jeg har valgt at aflyse dem og så starter vi op igen i 2022. Men det betyder ikke at du ikke kan komme i gang med at pode - for der er lavet podekurser på en hjemmeside og de der køber podeudstyr kan få yderligere informationer, så alt kan lade sig gøre. Du skal bare selv stå for afvikling af kurset og træning inden du går i gang med at snitte. Er du i tvivl om hvad du skal bruge, gør du ligesom dem der bestiller i forvejen. Send en mail til podemesteren@de-gamle-sorter.dk og skriv hvad din situation er - også lidt om hvilken jord træerne skal plantes ud i på blivestedet, så du får de rigtige grundstammer og sorter til formålet. Skal tingene sendes, kan du lige så godt aflevere oplysninger hvor Posten skal sætte pakken, et mobilnummer og din adresse, så har jeg det til når der skal laves pakker. Så længe vi ikke har frost i jorden er der også færdige planter fra planteskolen, men det meste af vinteren går med podning.

2020

Så går vi i den sidste måned i året og der er stadig travlt – så har du bestilt for over en måned siden og ikke rigtig hørt noget om afhentning/levering, må du gerne give en reminder – der kan jo være mange årsager til at planterne ikke er i jorden på blivestedet. Der kommer stadig kunder i planteskolen hver dag og de første dage i ugen sender jeg med Postnord og nogle gange med fragtmanden også, når det er større portioner. Kan godt se at der er ved at være en del huller i rækkerne og enkelte sorter er udsolgt, selv i 1-års – så der er enkelte sorter, der skal laves mange af i det nye år. December vil nok gå med at få ekspederet årets sidste plantninger – du kan stadig nå det, så længe der ikke er permanent frost i jorden. Derudover er der masser af bestillnger af ting til podning, grundstammer og podekviste for det meste – og så skal der også planlægges videre på podekurserne i februar/marts – hvis de overhovedet bliver til noget, men bliver de ikke til noget, må der laves et alternativ - podning på nettet – så I kan komme i gang uanset om I kommer på kursus eller må få beskrivelser på mail eller hjemmeside, i gang skal vi i hvert fald, for det er så livsbekræftende at pode – og så i de her tider, hvor der er så meget andet vi ikke må, skal der bare podes en hel masse.
God jul og godt nytår til alle læsere

Boi Jensen, podemester

Der er her sidst i oktober virkelig travlt i planteskolen, der kommer rigtig mange og henter planter, og ind imellem forsøger jeg at nå så mange leverancer med Posten, som det er muligt. Samtidig samler jeg sammen til en tur til Øerne – hvor jeg fortrinsvis holder mig til de steder, hvor jeg kan få samlet mange leveringer, d.v.s. langs motorvejen på Fyn, på Sjælland – stort set nord for motorvejen, og samtidig er der et par store ordrer der skal ekspederes med fragtmand.
Samtidig indgår der masser af bestillinger på podematerialer til vinterens arbejder. Vi ved jo ikke om der overhovedet kan afvikles podekurser – og vil de blive aflyst og du alligevel har lyst til at pode, skal du ikke opgive på forhånd, for der er også laver ”nødordninger” så du kan blive undervist på en hjemmeside.
Til en del af Jer der har bestilt og bestiller – må I gerne væbne jer med lidt tålmodighed, for de næste 14 dage vil blive mindst lige så hektiske som de foregående 14 dage og det er ikke normalen at tingene ekspederes fra den ene dag til anden, medmindre du selv henter og gør du det, er det vigtigt at reservere en tid, hvor jeg kan træffes i planteskolen og som helst ikke kolliderer med andre kunder, i hvert fald så der ikke er mange samtidig.
God plantetid

Boi Jensen, podemester

Så er efteråret og plantetiden over os – og det betyder travlhed i planteskolen, her i begyndelsen af oktober mest pottede planter og stedsegrønne, hvor de første er leveret i slutningen af september. Opgravningen for alvor af frugttræer og frugtbuske starter for alvor i uge 43, men forvent nu ikke at alle kan få planter lige med det samme, der er jo ikke 100 arbejdstimer på en uge – og jeg ved at der er til langt over 100 timer, bare i opgravning. Så vi tager det i den rækkefølge det kan nås og det bliver også lidt efter hvornår tingene er bestilt. Kommer du selv og henter, er det vigtigt at få en aftale på et tidspunkt jeg kan, og det går ikke at der står 3-5 hold og venter på at blive ekspederet. Enkelte sorter er allerede udsolgt fordi der har været et par store ordrer og så må jeg bare lave flere af disse sorter til næste sæson.
God plantetid
Boi Jensen, podemester

Selvpluk – Aronia og forskellige grøntsager, alt aftales med podemesteren inden du kører. Tlf. eller SMS 20830459

Tingene gror som besat – også ukrudtet, så jeg er ved igen at komme en tur gennem hele planteskolen for at få fjernet så meget ukrudt med frø, som muligt, for hvis frøene bliver spredt, giver det et rodet udseende og hvis det er græs, vil det tage over, og det bliver vanskeligere at få optaget planterne og de har stadig brug for noget af det vand, der heldigvis er kommet rigeligt af i løbet af sommeren.

Stort set alt i kurser og pomologtræf er aflyst i efteråret, så turene til Tyskland, Sverige, Rødding ved Spøttrup bliver ikke til noget.

I stedet kan tiden så bruges på de bestillinger der allerede er indkommet og dagligt kommer der mere til – træerne skal mærkes op og gøres klar til opgravning, afhentning eller levering, så der bliver travlt fra sidste halvdel af oktober.
Igen i år hitter cideræblesorter og hassel til Sverige, men også i Danmark er der stor efterspørgsel på disse, så nogle sorter har længe været udsolgt og nogle kunder må vente med træer til næste efterår.

Jeg høster grøntsager i stor stil i øjeblikket og når du kommer forbi, er der muligheder for flere slags til næsten ingen penge, ligesom der er selvpluk af aronia, hvis du har lyst, alt efter aftale, så du får en tid, hvor jeg er i planteskolen.

For selvpoderne skal der stadig pilles skud af grundstammerne, tilbindingen skal være fjernet – ellers er det i sidste øjeblik, sørg for at holde træerne enkeltstammede, for det skal de være. Tilbinding til stok eller bambuspind er også vigtigt nu hvor nogle af de nypodede er ved at nærme sig højde på 1 meter – ved meget vind er belastningen på podestedet voldsom og så er det smart at stammen står fast og lodret uanset hvor meget vind der er.

God høstsæson
Boi Jensen, podemester

Her omkring månedsskiftet har vi passende arbejdstemperaturer, regn en gang imellem, så der spares tid på vanding, der næsten ikke sker og så gror det hele, så indsatsen skal være på formningen af træerne, fjerne skud fra grundstammer, få bindingen på nypodede planter skåret over på æble, pære, kvæde og mispel, blommer skal nok vente til midt i måneden. Og så når tingene gror, gør grøntsager og ukrudt også – så det er bare med at være i gang i de tørre perioder, få hakket og luget noget af betydning, så det ikke når at smide frø.
Det ser ud til at tingene er lykkedes så nogenlunde 90% med det meste – og så har jeg kastet mig lidt over stiklingeformering, som har været lidt forsømt de sidste par år, bortset fra bærbuske og hen midt på måneden vil jeg lave nogle af de stedsegrønne planter, der ind imellem går en del af. Skal du til at okulere eller lave chip-budding er det i første halvdel af måneden det skal gøres.

God sommer

Boi Jensen, podemester

Her sidst i juni har sommeren for alvor sat ind med næsten 30 grader og det er lige varmt nok, men nok vanding – heldigvis har vi stort set haft noget regn hver uge – og så kører det stadig, men det giver samtidig andre problemer med både svampesygdomme og insekter, mest lus, som begge kan give problemer, specielt i planteskolen, hvor træerne står meget tæt, skal der holdes øje med det hele, så det ikke lige pludselig accelererer.

Samtidig med at planterne gror godt, gør ukrudtet det også, så jeg er godt i gang med både anden og tredje omgang rundt i både rækker og mellem rækkerne, for alt frø det får sådanne betingelser, vil spire og gro, men når så rødderne kommer oven jorden, har det også en ende, så det er nemt nok at styre, det kræver bare mange timer med fræseren og hakkejernet.

Jeg har podet til efter 20. juni – men nu er det slut, kølehuset er der slukket for, og de sidste grundstammer er gået på bunken for ikke solgte træer hos kollegaen der har kølehuset, og så må vi koncentrere os om det der er podet og plantet.



Info til Jer der poder selv: skud skal pilles af grundstammen minimum hver 14. dag hvor podingen er lykkedes. Er podningen mislykket, kan du lade det øverste skud blive på grundstammen, så kan den enten okuleres/chip-buddes eller podes igen næste vinter. Du skal også få bundet skud til en pind, så den ikke knækker i blæsevejr og det er også måden at få den lavet nogenlunde lige op i lodret retning. Så skal der vandes – jorden må aldrig tørre ud ved nypodede træer, for så kan de gå i stå i vækst, er det er næsten umuligt at få dem i gang igen i samme sæson. Hold øje med lus, for dem skal der gøres noget ved, inden de forkrøbler træet. Klem dem mellem 2 fingre, som du kan vaske bagefter – og gør det igen dagen efter, så får du nok bugt med dem efterhånden. De ses nemmest ved at der er myrer i træets blade – for er der det, er der næsten altid lus også.

Vent til først i august med at skære tilbindingen op, men vokser træerne i tykkelsen, kan det være, det skal gøres før, men pas på med blommetræer, de må ikke skæres for tidligt, for det er ikke sikkert de er groet ordentligt sammen før midten af august.



Handlen i planteskolen ligger næsten stille bortset fra nogle gavekort, og det er den praktiske måde at få givet en gave og bagefter få plantet på det rigtige tidspunkt og slippe for at få potteplanter, der skal passes med vanding utrolig meget – og det er i grunden en masse spildtid der kan gå med det, i planteskolen sker det automatisk, så de få planter jeg har i potter, overlever sommeren.


Har du mod på et okuleringskursus, er der planer om at holde et i begyndelsen af august – send en mail, hvis du vil kontaktes når jeg har tidspunkt og andre ting klar – så mailer jeg, når jeg har fundet tidspunkt m.v. – grundstammerne er klar til kurset i planteskolen, både roser, vildæbler, og kvæder og vildpærer.

God sommer
Boi Jensen, podemester

Det har været et meget travlt forår med både mange kurser og helt vildt mange der selv vil pode videre og for de der ikke nåede det, er det måske stadig muligt at pode lidt æbletræer, for jeg har både vildstammer og ganske få M9 grundstammer tilbage, podekviste er der også en del af.
Jeg er langt foran de sidste års omsætning og det viser også at der har været gang i den. I planteskolen er de sidste træer sat ud i rækkerne og de sidste for store træer er afhentet og de bliver sat så I kan se dem fra motorvejen nord for Holstebro. Her bliver der plads når vildthegnet er sat op, og de er i fuld gang med at færdiggøre det, og i mellemtiden står træerne i en lille planteskole hvor de kan passes med vanding til de kan flyttes til blivestedet i november.
Nu kommer tiden hvor de nye podede træer skal nurses for har du ikke pillet skud af grundstammerne, haster det, og det skal så gøres hver 2. eller 3. uge hele sommeren og gerne så ofte at de ny skud ikke når at gro mere end 2 cm, så giver det ikke så store sår hvor de fjernes. Hold også øje med om der skulle komme blomster i nytilvæksten på podekvisten, for de skal fjernes straks, så kvisten ikke dør. Det gør du ved at klippe eller knibe stilkene og lade resten sidde og lav kontrol en uge efter, så der ikke sidder nogle blomster og gemmer sig længere nede.
Vi har til nu fået passende med vand fra oven, men hvis det bliver tørt i en længere periode, er det vigtigt at få vandet, så podningerne ikke går i stå i vækst, for gør de det, kan du ikke få gang i dem igen i indeværende sæson.
Godt forår

Boi Jensen, podemester

Et mærkeligt forår med Corona og nogle har intet at lave og i planteskolen er det det modsatte, for mange har haft tid til at pode, nogle har endda lært at pode med podekurser fra hjemmesiden www.havenyt.dk og endnu flere har podet mere end de plejer, fordi tiden har været til at lave noget praktisk i de uger hvor der var dømt hjemme ophold, med eller uden arbejde.

Arbejdet i planteskolen har stået på flytning af alle planter, fået kogødning, pløjet og så igen i gang med ny plantning af alt der ikke er blevet solgt og alle de nypodede, masser af stiklinge til frugtbuske og her sidst i april mangler der kun ganske lidt. Det har også været usædvanlig tørt i en lang periode i april, så jeg er påbegyndt vanding for det kan ikke undgås at der ryger lidt tør jord med ned i hullerne ved plantningen og det er ikke godt til rødderne.
De nye podninger er så småt begyndt at røre på sig og husk at det er nu og lang tid fremover, at skud på grundstammerne skal pilles af – og det er nemmest inden de bliver 2 cm lange, så skal de bare røres ved, så falder de af uden der bliver sår på stammen.

God vækstsæson

Boi Jensen, podemester

Der podes stadig og jeg har sendt nogle stenfrugtkviste ud til de der vil pode omkring begyndelsen af april. Ompodekviste venter til den 20. april for de fleste. I planteskolen fik jeg gødning på den 25. marts, der blev pløjet dagen efter og jeg er begyndt med udplantning af både de træer der ikke er blevet solgt og de nye podede træer skal også i jorden så snart som muligt efter den værste nattefrost er ovre. Foråret kommer jo uanset Corona eller andre ting, der kan komme i vejen og det er bare om at få arbejdet gjort. Der kommer stadig bestillinger på grundstammer og podekviste og så længe jeg har noget på lager, kan der også købes, det er ved at være på det allersidste med svagtvoksende grundstammer, så skal du have sådan nogle, må du forberede dig på at det måske er slut. Jeg har dog den mulighed, såfremt det drejer sig om hele bundter og mindst 100 stk. – at skaffe noget hos en kollega. Alle mine podekviste ligger nu på kølehus og der henter jeg noget højst en gang om ugen, så der er lidt ekspeditionstid, også når du henter selv.

De første 3 uger af april kan der stadig plantes barrods planter – og så må vi se på vejret, og det er sådan set vejret der bestemmer om det er fornuftigt at plante fra nu og til sidst i april.

Venlig hilsen

Boi Jensen, podemester

Den 26. februar holdt jeg sidste planlagte podekursus i år – og der har været afviklet 11 kurser, 2 blev aflyst da der var for få tilmeldte, og på de fleste har der været god søgning til kurset. Der er lavet masser af æbletræer og mange har brugt muligheden for at købe grundstammer, podekviste og andet udstyr og så fortsætte med aktiviteterne derhjemme. Der er stadig mange der mailer bestillinger på alle mulige materialer til podning – og det kan godt være det begynder at blive småt med enkelte podekviste og grundstammer, men de fleste ting er der stadig nok af.
Her blomstrer mirabellerne, så igen i år får vi nok ikke noget at spise af dem, men så må vi håbe på at resten af frugterne måske lykkes. Vi har jo næsten ingen frost, så når vi kan plante for vand, bliver det gjort mange steder – og der er da også træer i planteskolen – så det er bare om at komme i gang - for om et par måneder bliver der måske forår. Det er det i hvert fald ikke endnu, selvom vi synes vi har en mild vinter.

For de af Jer der har jorden klar, kan de nye podninger plantes ud, og husk så noget trådhegn så I slipper for at bolde, hunde og cykler ikke ødelægger tingene.

God pode og plantesæson

Boi Jensen, podemester

Vi er i en voldsom hektisk måned både p.g.a. de mange podekurser, men vejret gør jo at vi stadig kan plante færdige træer og det giver nogle gange nogle udfordringer, for jeg kan kun være et sted ad gangen. Jeg fik sidst i januar taget halvdelen af planterne i planteskolen op med maskine og de er så i indslag – og skal flyttes til endeligt indslag hvorfra de kan tages når der sælges nogle. Grundstammer kom hjem lige i tide til de begyndende kurser og så har jeg fået rigtig meget sendt ud, der hvor jeg har hele bestillinger hjemme. Vi ses derude til kurser og ved bestillinger må en vis betjeningstid forventes i den her tid, men det er stadig vinter – og selvom vi ikke har haft noget frost af betydning, kan der stadig komme lidt der kan drille.

God podesæson

Boi Jensen, podemester

Godt nytår til alle besøgende på hjemmesiden.

Det gamle år har været præget af sædvanlig travlhed, jeg har solgt mere af egen produktion og mindre som jeg har købt ind til formålet og fordi det har regnet så meget i den sidste halvdel af året, er alt til nu blevet gravet op manuelt – og vandings systemet har kørt langt mindre end året før. Alt i alt har det nok været lidt lettere at være planteskoleejer i 2019 end 2018.
Næste store projekt for den kommende tid er at få klippet og sorteret podekviste, få sorteret grundstammer, når de kommer, og så skal der lige pakkes det der er bestilt og podekurserne bliver så mange i år, at vi starter allerede i slutningen af januar. Det bliver i Jylland, det foregår – og fra Snedsted og Sulsted i nord til Padborg og Åbenrå i syd. For Jer østfra vil det nok være lettest at tage til Fredericia eller Give. Husk jeg tager materialer med som kan hentes på kurserne, forudsat bestilling i forvejen og jeg kan have det i bilen, enkelte gange i trailer og du kan også hente, selvom du ikke deltager i kurset, bare det bliver hentet ca. en halv time før kurset starter.
Selvom det er podetid, er det også plantetid så længe jorden ikke er frossen - og det betyder at der plantes hele vinteren, når vi kan for vand og frost, så der kan bestilles når du har tid.

Venlig hilsen
Boi Jensen, podemester

2019

November har været meget våd – jeg ligger et af de steder der er kommet mest nedbør i efteråret og det har vanskeliggjort noget af optagningen, bl.a. har jeg ikke fået taget den store mængde af planter op med maskine endnu, jorden har været for våd til store maskiner, så alt er foregået med spade, men det er også gået. Der kommer stadig bestillinger og mange af dem nås med forholdsvist kort varsel, andre med længere og nogle vil vente til forårs plantning. Podekurser og podebestillinger er også godt i gang – og kurserne bliver i Jylland alle sammen i 2020 – med et par stykker i Nordjylland, et par stykker i Sønderjylland og resten godt fordelt i resten af det Jyske. For Jer østfra, bliver der kursus i Fredericia – og det kan nås fra både Fyn og Sjælland, husk mulighed for at undersøge samkørsel.

Når jeg ser tilbage på året, har det været noget anderledes end året før, i 2019 var der næsten ingen frugt, heller ikke i vore nabolande, der var problemer overhovedet at finde tilstrækkeligt med sorter til et pomologtræf i Uppsala, men vore Nordiske venner havde de samme problemer, og i Tyskland ligeså, årsagen var kulde i blomstringsperioden og kun de steder hvor vinden kom ind over vand, var der en fin høst. Vi fik fint med nedbør i løbet af sommeren i modsætning til 2018 og så fik vi rigeligt nedbør sidst på sæsonen – og det kunne vi godt have undværet, for det har ikke gavnet noget som helst. Træerne har groet det de skulle og det har været muligt at få lavet det meste, bortset fra stikkelsbær, som virkelig har været svære at få rod på i år.

Vi mødes derude og i planteskolen og med et ønske om en god jul og et godt nyt år til alle.

Boi Jensen
Podemester

Det er virkelig hektisk i planteskolen – der er rigtig mange bestillinger og det betyder lidt ventetid for nogle – og sådan må det være – når jeg er alene om ”biksen”. Jeg får noget gravet op hver eneste dag, uanset om det regner eller dagen starter med morgenfrost. Der løber hver dag nye bestillinger ind, og det er også helt fint, det tager bare noget tid at få det hele ekspederet – og som så ofte før, vi når det på et eller andet tidspunkt og det er glimrende plantevejr langt ind i december, hvis det er som det plejer at være med vejret.

Der kommer også allerede mange bestillinger på ting til podning i vinter – og det bliver noteret og så tager vi det praktiske når jeg har fået gravet alle planterne op og ekspederet det meste.

I må have nogle gode arbejdsdage med at lave huller til planterne.

Boi Jensen, podemester

Så bliver det snart plantetid igen – jeg satser på at efter den 20. oktober bliver der mulighed for at hente træer og buske igen. Vigtigst er at få en aftale så der bliver tid til Jer alle sammen og det nytter ikke noget at alle vil komme den samme lørdag. Jeg regner også med at gå i gang med at sende nogle af de bestillinger der allerede er aftalt, men det tager noget tid – at få så mange træer gravet op og pakket. Husk at der er mulighed for friske grøntsager i planteskolen når du selv henter, ofte til enten ingen betaling eller symbolsk betaling.
Der er stadig masser af planter, ganske enkelte er udsolgt, men det burde ikke give de store problemer.
Selvom det er plantetid er det også tid at få bestilt ting til vinterens podninger – og inden vi ser os om er det snart podesæson igen.

Til selvpoderne er der følgende råd nu, sygdomme som skurv vil ikke være noget problem længere i år, men en god ide vil altid være at samle nedfaldne blade og få dem komposteret – eller gravet ned – og de skal i hvert fald væk fra træerne, så de ikke ligger på jorden og smitter til næste år. Der skal planlægges om træerne skal omplantes og måske rodbeskæres inden genplantning, det skal de i hvert fald, hvis der er en enkelt uhensigtsmæssig rod, som ved en rodbeskæring vil danne mange nye smårødder og så vil senere omplantning lykkes bedre.
God plantesæson

Boi Jensen, podemester

Høsttiden er begyndt – og her lige ved månedsskiftet ser det ud til at den varme del af sommeren er ved at være slut – og det er længe siden det har været nødvendigt med vanding ad kunstig vej – bortset fra pottede planter. Så alt i alt har det vel været en rigtig god vækstsæson, der er ikke så meget frugt og det betyder at jeg skal ud i ”byen” for at finde æbler at tage med til pomologisk træf i Uppsala først i oktober, vi mødes i en weekend og skal se og høre om hinandens frugter og det bliver spændende at træffe nogle af dem jeg tidligere har mødt og andre nye – og se hvad de har med i poserne.
Som vanligt er der ved at være god gang i aftalerne om podekurser i det nye år – og nye steder bliver i Fredericia, Stouby, Holstebro og Padborg, om kurser se nærmere på hjemmesiden og få dig meldt til, hvis du skal lære at pode eller have formen pudset af.
Bestillinger på træer og buske til efteråret kommer også i en lind strøm og der bliver travlt fra sidst i oktober, specielt er der kraftig forøgelse af bestillinger fra Sverige, hvor cidertræer og hasselbuske virkelig hitter i tiden.
For selvpoderne skal der stadig pilles skud af grundstammerne, tilbindingen skal være fjernet – ellers er det i sidste øjeblik, sørg for at holde træerne enkeltstammede, for det skal de være i de fleste tilfælde og så er risikoen for insektskader ved at være på det sidste. Tilbinding til stok eller bambuspind er også vigtigt nu hvor nogle af de nypodede er ved at nærme sig højde på 1 meter – ved meget vind er belastningen på podestedet voldsom og så er det smart at stammen står fast og lodret uanset hvor meget vind der er.
Og så høster vi bær, frugt og grøntsager og specielt det sidste er der rigtig god gang i, ligesom aroniahøsten er i fuld gang. Hvis du er til noget selvpluk – kontakt mig og få en aftale hvor jeg er at træffe i planteskolen.
God høstsæson
Boi Jensen, podemester

Der er okulerkursus i planteskolen lørdag den 3. august kl. 1000 , og ser du det her i sidste øjeblik og vil med, må du ringe og aftale hvordan.

Igen i år er der selvpluk af aronia, fra slutningen af august og kun efter forudgående aftale, har du lyst - er det bare at sende en mail og få en aftale om hvornår og hvor meget du vil plukke. Der er også en del grøntsager, når vi kommer dertil.
Det meste af juli er gået med ukrudt, vanding og formning af træerne, ligesom de nypodede har fået snittet basten. Der er blevet sået lidt flere grøntsagsfrø, så der stort set er fyldt op i alle rækker, bortset fra hvor der er høstet salat og radiser. Nu begynder vi at høste bønner omkring midten af august og så står den på masser af grønt næsten hver aften.

Træerne har haft tilpas vækst i løbet af sæsonen, men det er slet ikke slut endnu, de kan nå at gro meget i august og så begynder de af modne af.

For nypoderne:
I år startede de nypodede træer med at knække basten allerede i juli – så har du ikke snittet den, er det med at komme i gang, så træerne ikke bliver kvalt. Der skal stadig holdes øje med lus og måske skal træerne justeres en sidste gang med skud på grundstammen og hvis du har mere end en stamme.

De fleste af mine planter står med rødderne i jorden og de kan først flyttes sidst i oktober, så planen er at begynde optagning fra omkring 20. oktober og derefter bliver der travlt i planteskolen. Der kommer næsten dagligt bestillinger på mail – og jeg reserverer så hurtigt jeg kan. Igen i år er der en del bestillinger fra udlandet, mest Sverige – og den eneste ulempe er at det er lidt dyrere at få sendt planterne. Norge kommer der også en del henvendelser fra, men de Norske betingelser for import af færdige planter gør, at det sjældent kan betale sig at sende, de kræver ved forsendelse at der er plantedokumenter med og de koster langt over 3000 kr.

God sommer

Boi Jensen, podemester

Midt i juni blev de sidste podekviste brugt – lidt ompodninger af nogle gamle æbletræer og her den 20. juni er de allerede i gang med at skyde, spisekastanjer blev podet samtidig og de er også godt i gang, der er mange diskussioner om hvordan det er bedst at pode spisekastanjer, men varme og sen podning, hvor der er fuldt udviklede blade på udplantede grundstammer er tilsyneladende det der dur. Selvfølgelig har podekvistene ligget på minus 2 grader siden de blev klippet i januar.

Først omgang rydning af ukrudt er overstået, og med de passende mængder regn og mellem 20 og 25 grader i luften, gror det hele rigtig godt, og det gør planterne også, så det er bare at holde gang i hakkejernet, så snart det er tørvejr, for frøene er klar til at spire under de forhold, bare det gøres mens ukrudet er småt, er det en overkommelig opgave.

Info til selvpoderne: Nu skal der gerne være rigtig gang i væksten, skud pilles af grundstammer mindst hver 14. dag, kun på podninger der ikke er lykkedes, må det øverste skud bevares, så grundstammen holdes i live og kan genbruges næste sæson. Nu hvor der er ved at være lidt højde på tilvæksten er det vigtigt at få sat en pind ved træet og få bundet skuddet til pinden med noget forgængelig snor. Træerne er i gang med at lave et nyt lag bark og det betyder også at bast eller hvad du har bundet det sammen med, skal fjernes, men husk ved blommer må du endelig ikke gøre det for tidligt, det er ikke sikkert de er groet ordentligt sammen, men prøv dig frem og viser det sig, at podekvisten falder af – er det bare at skrive den på tabskontoen. Men det hjælper altid at sørge for at skudet er bundet til pind. Ellers skal der stadig holdes øje med lus, der skal klemmes ihjel, hvis de er der. Det ses nemmest hvis der er myrer i træet, er der også lus. Vanding i tørre perioder er også et must.

Det er også tid for bestilling af specielle sorter, som jeg normalt ikke har på ”lager” – mine bestillinger rundt i verden skal af sted så tidligt som muligt, for at være rimelig sikker på at få podekviste til vinter.

I planteskolen er der med handel – noget stille i øjeblikket, det er nemmere at vente med at plante pottede buske og surbundsplanter til august – her kan de vandes automatisk, du skal nok ud med kanden, og barrods træer og buske skal venter til efter midten af oktober, hvor de begynder at gå i dvale. Så mange fødselsdage, bryllupper og hvad der ellers festligholdes med gaver – løses lige nu med gavekort.

Har du mod på et okuleringskursus, er der planer om at holde et i begyndelsen af august – send en mail, hvis du vil kontaktes når jeg har tidspunkt og andre ting klar – så mailer jeg, når jeg har fundet tidspunkt m.v. – grundstammerne er klar til kurset i planteskolen, både roser, vildæbler, m7 æble, mirabel til blommer.

God sommer
Boi Jensen, podemester

Det har været et mærkeligt forår – utroligt meget med kulde efter en del varme, så mange ting har fået noget udsættelse med groning, vi ved endnu ikke hvor mange blomster der har taget skade, men jeg kan da se at selv om planteskolen ligger ekstremt kuldeudsat, er der alligevel frugt på nogle af blommetræerne – som ellers ofte bliver ramt, mirabeller har jeg ikke set ret mange af, men vi kan jo alligevel ikke gøre noget ved det, så vi må se tiden an.
Forårshandlen er gået ok – nu er resten af barrods planterne i jorden i planteskolen og de er lige så langsomt ved at springe ud, selvom det går langsomt fordi det har været koldt. Det har ind i mellem været så tørt at vanding har været nødvendigt, og det er ikke normalt med så tidlig vanding.

Der er lidt over 100 vildstammer i æbler tilbage på lageret og en masse podekviste af de fleste slags, men mange sorter er udsolgt, så skal du have noget podet i sidste øjeblik – eller noget podet om, kan det lade sig gøre et lille stykke ind i juni – så slutter festen og jeg skal lige have podet lidt kirsebær og spisekastanjer – så er det også slut her. Et enkelt gammelt æbletræ i hegnet skal laves til et med flere cidersorter, så der stadig er lidt at klippe podekviste af.

For selvpodere: Hvis du ikke har taget skud af grundstammerne – er det i sidste øjeblik – og alt skal væk indtil videre, uanset om podningen er lykkedes eller ej. Først senere lader du det øverste skud blive hvis podningen ikke er lykkedes og dermed kan grundstammen genpodes næste år, eller endda okuleres omkring 1. august i år. Derudover er det med at holde jorden som podningerne står i fugtig – det må i hvert fald aldrig blive til den tørre side før vi nærmer os september, så skal der holdes øje med kryb som lus, larver og andre der kan finde på at spise blade. Disse klemmes med fingrene så er problemerne i hvert fald løst indtil videre.

Hvis nogle skulle være interesseret i okulations kursus i begyndelsen af august, hører jeg gerne fra Jer – jeg har grundstammerne – og det er bare at få sat en dato hvor nogle kan, så vil det kunne laves.

God forsommer

Boi Jensen, podemester

I må undskylde af april nyt udkom for sent – den var lavet, men ikke kommet på hjemmesiden. Vi har knoklet med udplantning af de planter der ikke er solgt og her sidst i påsken er vi stort set færdige med frugttræer og mangler de fleste buske, herunder en masse storfrugtede hasselbuske. De nypodede æble og pæretræer er plantet og der er begyndt såning af grøntsager, så vi har lidt til sommer og efteråret at spise af. Så skal vi lige have sat stiklinge af frugtbuske og podet nogle stenfrugter, men så skal vi nok til at luge igen, for det har været nødvendigt at sætte vanding på, da det er utrolig tørt.

Husk at skud på grundstammerne skal pilles af inden de bliver 2 cm lange og der skal holdes øje med at jorden aldrig tørrer ud ved podningerne.

Ompodekviste skulle gerne være nået frem i ugen efter påske, så måske er nogle af dem allerede ved at skyde.

Godt forår

Boi Jensen, podemester

Der podes stadig og jeg har sendt nogle stenfrugtkviste ud til de der vil pode omkring begyndelsen af april. Ompodekviste venter til efter påske for de fleste. I planteskolen skal vi have gødning på, der skal pløjes og så går det løs med udplantning af både de træer der ikke er blevet solgt og de nye podede træer skal også i jorden så snart som muligt, så bliver det vel forår og tingene begynder så småt at gro og vi har en sæson foran os – der forhåbentlig ikke bliver helt så tør som sidste år.

De første 3 uger af april kan der stadig plantes barrods planter – og så må vi se på vejret, men det er bedst at få så meget som overhovedet muligt plantet snarest. Der er stadig grundstammer af vildæbler og masser af æblekviste i måske halvdelen af de sorter der normalt bruges.

Venlig hilsen

Boi Jensen, podemester

Podesæsonen er næsten slut med kurser, men slet ikke med hjemmepodning – jeg har et enkelt ”lukket kursus” i Horsens biavlerforening i første uge af marts –og så skal der podes og plantes de sidste planter om i planteskolen.
Vi får forhåbentlig lidt mere vinter, så planterne ikke bliver helt svedne når der måske skulle komme lidt frost om en måneds tid igen.
Nogle af podekurserne har været godt besøgt, andre med lidt mindre hold – men interessen er stadig stor og mange af de fremmødte tager noget med sig hjem og poder videre, andre bestiller bagefter og der er stadig noget at få, men om lidt vil der begynde at gå svind i enkelte ting af det jeg ikke sælger så meget af – de svagtvoksende stammer.
Forårs arbejdet trænger sig på, så det varer jo ikke længe før jorden skal gøres klar til udplantning af de planter der ikke er blevet solgt.

God pode- og plantesæson

Boi Jensen, podemester

Så er podesæsonen i gang – jeg har i januar haft 2 kurser og så er det bare rundt i landet med 9 mere – og det bliver de sædvanlige steder – og nye steder bliver Rødding i Sønderjylland, Vordingborg på sydøstsjælland og et kursus for medlemmer af biavlerne i Horsens, vi ses derude hvis du får dig tilmeldt. I planteskolen er det som vejret tillader det – tid til omplantning og ellers er der klippet podekviste i stor stil den sidste halvdel af januar og jeg er slet ikke færdig med det – men det kommer ind mellem podning og kurser. Til Jer der poder selv, er det tid at få bestilt, hvis det ikke allerede er sket – og der er stadig masser af grundstammer og podekviste, ligesom alt udstyr til podning er på lager. Nogle henter selv, nogle får sendt og andre henter på podekurserne rundt omkring.

God podesæson
Boi Jensen, podemester

Så har vi rundet årsskiftet og begynder på et nyt og i planteskolen har vi stort set kunne plante træer helt til årets slutning, så de fleste planter er sat i indslag langs læhegnet, hvor jeg igen har fået gravet en rende med en minigravemaskine, så er læhegnets rødder brudt fra at gro ind i planteskolen og jeg har plads til at der virkelig kan stå mange planter på de næsten 100 meter rende. Så længe der er tøvejr kan løvfældende planter sættes i jorden og når en gang vi får frost, går tiden med sortering af grundstammer som jeg regner med at få hjem lige efter midten af januar, når de er sorteret kan jeg begynde at sende ud til Jer der har bestilt – og så starter podekurserne også – i år med de steder jeg plejer, Sulsted i Nordjylland, Højer i Sønderjylland og så bliver der lidt ind imellem. Der er nye kurser i Ulfborg og Rødding i Sønderjylland og så genoptages kurserne på Sjælland, hvor der bliver 3, så her er det i nærheden af Kalundborg, Slagelse og Vordingborg, så vi ses derude, hvis I når at få Jer tilmeldt. Så er der lige nogle tusinde podekviste der skal klippes og det tager godt en uges tid med klip og det samme med sortering, så tro ikke at det meste af tiden går på sofaen, selvom det kunne være en god ide.

Godt nytår

Boi Jensen, podemester

2018

Så er vinteren over os – og vi har her sidst i november haft frost i nogle dage, så jorden i planteskolen har været frosset 3-5 cm ned. Der graves stadig planter op, folk henter og der sendes med både Post og fragtmand. Jeg er også i gang med at få flyttet alle mine planter i planteskolen, de skal ud og stå i kanterne, så jeg kan få gødning på jorden og pløjet inden de ikke solgte træer skal plantes ud igen til foråret.
Der er god gang i at få aftalt podekurser rundt i landet, og der bliver igen kurser på Sjælland – 3 steder, i Sønderjylland bliver der 2 kurser og der bliver et nyt kursus i Ulfborg.
Der er hver dag bestillinger på grundstammer og podekviste og specielt med podekviste til ompodninger af eksisterende træer er det vigtigt at få bestilt på den rigtige måde, for jeg kan opbevare dem til de skal podes, de opbevares så i indpakningen på kølehus ved minus 2 grader og sendes tirsdag efter påske. De fleste af disse pakker sendes så med Posten til afhentning i Postbutik, medmindre du bor langt fra sådan en, så kan posten også komme ud med det og da er det vigtigt at have noteret hvor posten skal lægge pakken, evt. i en køletaske med køleelementer, så kvistene er koldt opbevaret så meget som muligt.

Husk nu at få beskyttet jeres æbletræer mod hare og musebid – jeg har også været ramt – og det bare et par dage uden hegn – så finder de dem og gnaver. Barkspiraler, smøring med blodmel, frisk fåreuld hængt i træet og tråd omkring – så har du nogle af mulighederne. De første 2 har jeg i planteskolen.

Glædelig jul og godt nytår

Boi Jensen, podemester

Efteråret er over os med alt hvad det betyder – vi har haft den første nattefrost den 28. oktober – og der graves masser af træer op hver dag. Nogle af Jer er lidt utålmodige med plantning, men der er ingen problemer så længe jorden ikke er så bundet af frost at der ikke kan graves. Det er kun nåletræer og pottede planter, der burde være i jorden – men nogle af dem er der heller ingen problemer med at plante, de bør bare vinterdækkes lidt, så frosten ikke er for hård ved roden.
Jeg fortsætter med opgravning så længe der kan graves og leverer hele tiden noget – der hentes også en hel masse, så det er nu, årets indkomst skal i hus. I midten af måneden tager jeg til udvalgte steder på Øerne, hvor jeg kan få det til at gå op med min rute og typisk hvor jeg har flere afleveringer i en retning, det bliver lidt på Fyn, over Storebælt, Sorø, Ringsted, Stevns, op mod København, Roskilde og en del nord for Roskilde og København, så går turen mod Odsherred og så er det nok hjemad igen.
I kan bare bestille fortsat og så tager vi tingene lidt i den rækkefølge der kommer ordrer ind, men der er i hvert fald arbejde til den næste måneds tid.
Der er også godt gang i bestillinger til næste podesæson – og det tager jeg når det kommer – her sker ikke andet end at det noteres og så tager vi fat i det efter nytår.

God plantesæson

Boi Jensen, podemester

Så er det plantetid, i hvert fald for de stedsegrønne planter – og jeg er så småt gået i gang med opgravning af nogle af de løvfældende, men begynder for alvor når vi er over midten af måneden. Der er mange ordrer, så det hele klares ikke sådan lige på 14 dage, men det må I bære over med. Indtil videre er der masser af planter, ikke så mange 3 års, men i langt de fleste sorter er der 2-års. I planteskolen og arealerne udenom har der været plukning af æbler og pærer, de sidste langtidsholdbare æbler som Bramley og Boiken må godt vente til midten af oktober, men så heller ikke længere. Frugterne skal plukkes inden de har helt mørke kerner. Vi har lavet en masse æblemost på det seneste, så der bliver drukket nogle liter af betydning.

I podeafdelingen er det med at få skud af grundstammer og det haster, hvis det ikke skal vente til foråret, kontroller samtidig at bindingerne er helt fjernet, så de ikke kvæler de nye podninger. Risikoen for skadedyr og svampesygdomme er aftagende nu, så det er ikke nødvendigt at holde øje med det mere. Nu skal omplantninger planlægges, eventuelt udplantning på blivested og sikring for musegnav og tilsvarende for større dyr. Inden vi ser os om skal vi også til at planlægge hvad der skal podes næste år.

Godt efterår

Boi Jensen, podemester

Endelig kom der tilstrækkeligt med regn, så mange af træerne udenfor hegnet har fået nye blade og er godt i gang med at lavet den anden årsring, som sådan en sommer vil give som resultat. Mange af frugter og specielt bær kan være tørret ind – og det bliver lidt spændende og se om nogle af aronia bærrene bliver større, nu hvor de har fået næsten 100 mm regn i løbet af den sidste måneds tid. Der er i hvert fald ikke så mange kilo som sidste år.
Jeg er ved at gøre klar til efterårssalget, lidt stedsegrønt kan plantes nu, men de løvfældende skal vente noget endnu og det meste skal vente til efter midten af oktober og meget til november. I mellemtiden kan der holdes rent for ukrudt, der skal høstes af grøntsagerne der står i hullerne i rækkerne og jeg har haft besøg af 3 havekredse som kom ude vestfra, vi var samlet ca. 50 til en aften med snak om frugt, frugttræer og så blev der slæbt grønt hjem til husholdningerne, jeg kan jo ikke nå at spise det hele selv.

Til Jer der poder selv:
Hold stadig øje med skurv, er tilbindingerne blevet fjernet – ellers er det på høje tid og er skuddene bundet til en pind, så de ikke knækker når det giver sig til at blæse. Skud vil der ofte stadig komme nogle af på grundstammen, og de skal også fjernes, så de ikke tager magten og dermed væksten fra podningen.

Hav et godt efterår

Boi Jensen, podemester

Der er okuler og chipbudding kursus i planteskolen lørdag den 4. august. Der er stadig få pladser også med kort varsel.

Endelig kom der lidt regn, utroligt at vi kan være glade for bare 20 mm og at der loves få byger yderligere, så nu er der måske en chance for at nogle af buske og træer der ikke er blevet vandet, igen sætter nye blade eller får liv i dem der er tilbage.

De fleste planter der har stået flere år på samme sted, skal nok klare den, det er helt anderledes med planter med små rodnet og nye planter som vi har i planteskolen, de har skullet have masser af vand i perioden, for alternativet har ikke været til at tænke på.

Men det gror og jeg har nu kontrolleret de snittede tilbindinger og pillet skud af grundstammer for 6. gang, mangler endnu at tage tilbindinger af blommer, da de er podet noget senere og dermed er kommet senere i gang, men de skal også snart skæres.

Info til Jer der selv poder:

Hvis du ikke har skåret bindingerne på podningerne, er det ved at være på tide. Jeg plejer altid at binde de nye træer til bambuspinde, så de ikke så nemt knækker i blæsevejr og det er vigtigt at det sker inden du snitter. Hold stadig øje med lus og eventuelt skurv, har du få planter, kan du pille skurvramte blade af og enten grave dem ned eller smide dem i skraldespanden. De hører ikke hjemme på komposten og afbrænding er stadig forbudt.

God sommer fortsat

Boi Jensen, podemester

Den varmeste juni så længe jeg kan huske – har givet masser af tilvækst, men kun fordi der er vandet – og det har virkelig været nødvendigt, næsten en måned med konstant underskud af vand fra oven og over 25 grader de fleste dage. At vi så fik masser af blæst sidst på måneden gjorde det bare endnu værre for nogle planter, for mange har fået klippet toppen i blæsevejret, så de må i gang med at lave nye toppe, men det går nu også nok. De fleste af de stiklingeformerede frugtbuske er også i god vækst, de har også haft gavn af varmen og jeg er helt sikker på at rodudviklingen er godt i gang, for jorden har den helt rigtige temperatur til rødderne efter en sådan forsommer. Selv grøntsagerne i mellem træer og buske har vokset helt fantastisk. Frugtåret ser også ud til at blive rigtig godt, specielt sammenlignet med det miserable 2017, vil der virkelig blive noget at plukke af. Vores kirsebær modner mindst 14 dage for tidligt i år.

Der er planlagt okulationskursus lørdag den 4. august, interesseret så send en mail til podemesteren og du får yderligere info.

Tips til selvpoderne:
Pil skud af inden de bliver 2-3 cm lange, ellers giver det for store sår på grundstammen. Har du ikke taget skud nummer 2 af det ny træ, er det på høje tid at få det gjort, så du får et enkeltstammet træ. Ved godt at mange grundstammer er begyndt at gro i tykkelsen, men jeg synes det er for tidligt at tage kniven og snitte bindingen over, er nemlig ikke 100% sikker på sammenvoksningen, men i år skal det nok ske lidt før 1. august, så husk at få det skrevet i kalenderen, så du får det gjort inden der bliver for mange furer i barken. Der skal stadig kigges efter larver og lus i de nypodede træer og de skal aflives (klemmes) så snart du ser nogle. Ellers er det næste vigtige step at få sat pinde ved træerne, og få dem bundet til med forgængelig snor, så de ikke knækker næste gang nogen kommer forbi, eller det vil blæse igen.

God sommer
Boi Jensen, podemester

Med varmen kommer også noget af arbejdet udover at tingene gror som det blev betalt ekstra for det, bare der er fugtigt nok i jorden, så kører det. På min sandede jord er det bare med at holde gang i vandingen, og det er bare med at holde øje med at der ikke er nogle af slangerne der stopper til, så kommer planterne til at lide, få gule blade og til sidst dø. Jeg renser med min fræse med lille 5-tandet harve og så bliver der efterhakket i rækker og hvis der er noget harven ikke nåede. Det er for tørt til at prikle så det må vente til vi snart får noget vand.

Det er også ved at være slut med at plante ud, for bladene er stort set i fuld størrelse, så det sidste må blive når vi får regnvejr og der er ikke meget der tyder på noget de næste dage, så nyd den del af sommeren du kan – jeg så helst vi kom under 20 grader, så var det da til at holde ud. Men vi får frugtår i år – det er der ingen tvivl om, selv mirabeller og valnødder har frugter så det er en lyst.

 
Til Jer der poder selv:

Med varmen kommer også nogle af de mere ubehagelige ting som lus, de skal klemmes hurtigst muligt og nemmest at opdage dem, hvis der er myretrafik i træet. Er det større træer – spul dem med vandslangen med kraftig stråle – 2-3 gange i døgnet, mindst 2 døgn, så orker de små ikke at kravle op i træet til sidst. Der skal stadig skud af grundstammer og det er med at få podet det sidste, jeg er her sidst i maj næsten færdig med blommer og mangler lidt ompodninger med flere sorter på træer, og mine kirsebær. Blommerne bryder efter kun 8 dage i den her varme. Ekstra skud på grundstammen så der kun bliver det øverste eller det kraftigste tilbage er også nu, sammen med at alle skud på grundstammerne konstant fjernes (mindst hver 14. dag), samtidig holder du øje med lus og larver, begge kan klemmes så de ikke klarer den videre livscyklus. Vanding er også et must nu, træerne må ikke gå i stå i væksten, så er de rigtig svære at få i gang igen.

Har du mod på et okulerekursus, har jeg planer om at lave et omkring begyndelsen af august, jeg har grundstammer nok udplantet, så det er kun spørgsmålet om hvor mange vi kan blive. Giv en mail, hvis du er interesseret.

God sommer til alle

Boi Jensen, podemester

Vi er næsten færdige med genplantning i planteskolen – rækkerne er godt fyldte og nogle af grøntsagerne er sået enten på friland eller i spirekasser til senere udplantning. I podeafdelingen er vi langt fra færdige – nu er det stenfrugterne der skal podes – mange har fået podekviste sendt ud - og der er stadig forespørgsler på både grundstammer og podekviste -- så det er ”først til mølle” ræs. I æbler kommer der en og henter restlageret i vildstammer, men der er stadig lidt tilbage i M7 stammer – og lidt i podekviste – pærer ganske lidt tilbage i vildstammer og en del podekviste i enkelte sorter, måske 15. Jorden er rigtig fin i med tilpas jordtemperatur her sidst i april – og majsen er sået på arealerne nord og vest for planteskolen, så vi bliver rigtig indhegnet af høje afgrøder i sommer. Jeg vil også have sået majs i den første uge af maj – vi skal jo have noget sukkermajs af betydning til eftersommeren. Afhængig af vejret vil der være rester af udvalgte sorter i æble, pære og blomme til billig afhentning nok den første uges tid i maj – men kun til afhentning.

Til Jer der poder selv:

Der skal skud af grundstammerne, her i begyndelsen mindst hver 14. dag og der skal holdes øje med lus. Hvis der er blomster på podekvisten, skal de fjernes hurtigst muligt, alternativet er at podekvisten dør af overanstrengelse.

God forårsstemning

Boi Jensen, podemester

Marts har været utrolig travl med podning, optagning af planter der er sat i indslag, klargøring til gødning, pløjning og så kan vi komme i gang med den næste sæson. Sygdom har der også været, men heldigvis har jeg ikke været fuldt ramt af ”mandeinfluenzaen”, som har lagt mange ned i lang tid, det blev mest til noget skranten som kunne hjælpes med piller og så komme videre. Har i øjeblikket arbejdshjælp af et par flygtninge fra Syrien – og de knokler ind i mellem. Æble- og pærepodningerne er 99% lavet og vi venter nok til slutningen af måneden med stenfrugt og lidt af det sjove. Vi har i lange perioder været ramt af frossen jord, hvor det har været umuligt at arbejde med spaden, men sådan går det bare en gang imellem.
Tiden den første halvdel af april vil gå med at få plantet nye podninger, småplanter og nogle af frugttæerne ud i marken igen, så skal der ekspederes de kunder der selv henter og sendes en del også. Der er stadig mange planter at tage af, men jeg kan godt se at de store træer er ved at svinde ind. 2-års er der stadig en del af, enkelte sorter er udsolgt, men det er den samme situation hvert år på den her tid. Til de af Jer der skal have podekviste til stenfrugt, sker der i hvert fald ikke noget før efter 10. april, måske senere.

Godt forår

Boi Jensen, podemester

Februar er altid en hektisk tid med både podning af mest muligt til egen produktion, sortering og levering af grundstammer og podekviste til alle Jer derude – og så afvikling af podekurserne. Der har været god søgning på de fleste kurser igen i år og for først gang er det lykkedes at undvære åbning af falck kassen med plaster - der er simpelthen ingen der har skåret sig i fingrene – i hvert fald ikke så jeg har hørt eller set det. Her hen på slutningen af måneden kommer der stadig masser af mails og telefonopkald om køb af materialer til at fremstille frugttræer og der er bortset fra ganske få ting, masser at tage af endnu.
Vi render i frost i en periode her mellem februar og marts, så er det rigtig tid at få podet, vi kan jo ikke grave i jorden efter de planter der er lavet, og så må der en sidste slutspurt til inden det går løs med opgravning i planteskolen igen.
God arbejdslyst derude!

Boi Jensen, podemester

Selvom vi stadig planter om i planteskolen efter en længere frostperiode, hvor det var umuligt, må jeg snart til at lave nogle af årets podninger, her den 30. januar er grundstammerne læsset på en fragtbil og jeg regner med at modtage dem sidst på ugen, så står den på et par dages sortering. Det er også i sidste øjeblik, for det første podekursus er på tirsdag i Højer – og så kører det ellers derudaf.

Hver dag modtages bestillinger på podegrej og jeg har lige været ude at plukke den sidste store portion af podekviste og hente kirsebærkviste hos min ”kirsebærpusher”, så skulle det være muligt at få pakket noget af betydning og måske få sendt lidt først i næste uge hvor kurserne starter.

Så kan I også komme i gang med podningerne og få lavet nogle tusinde træer rundt i landet og Sverige med.

Så længe vi har nogle tøvejrsperioder kan der også plantes frugttræer og frugtbuske, så det er bare spørgsmålet om at få bestilt eller hentet og så holde spaden blank.

God podesæson

Boi Jensen, podemester

Afslutningen på 2017 blev stille den sidste halve måned, men det er fint, for vejret har også været dertil. Jorden var frossen I mange dage midt I December, og så er der ikke så meget at gøre udover rydde op I potter, få klippet lidt og så har jeg haft en minigravemaskine til at knække rødder fra nærtstående træer og hæk, så ikke hele Planteskolen bliver et stort stykke tætte rødder fra disse – det kan de små træer ikke gro i.
Nu står de fleste af planterne i indslag og venter på salg og videre udplantning i marts – april. I mellemtiden står den på salg og alle aktiviteter omkring podning, herunder egne podninger, podekurser, hvor det i 2018 kun bliver i Jylland, det foregår, men jeg kommer godt ud i enderne igen – Højer og Sulsted, i stedet for kurserne på Sjælland er der blevet plads til nogle foredrag og så håber jeg kun på at vi får lidt mindre nedbør, for sidst på året, har jorden nærmest været mættet af vand med stillestående vand i spor og lavninger. Og I kan stadig bestille podematerialer.

2017

Det har været en travl november med optagning af planter og de er så enten afhentet eller sendt, nogle leveret og resten er i indslag, d.v.s. de står i store bunker sortsvis med jord over rødderne, så planteskolen ligner mest af alt en pløjemark med spredte bunker af træer og buske. De fleste grøntsager er også væk, så egentlig er det lidt kedeligt, men bagefter bliver alting godt igen.
Her sidst på måneden har jeg fået gravet nogle af de største træer op – både alletræer, men også specialiteter, der var blevet for store til manuelt arbejde op med gravemaskine og de fleste er afhentet af liebhavere. Der er en del podede naur til alle eller solitærtræer tilbage, lidt søjleavnbøg Frans Fontaine og endelig lidt himalayabirk – alt er over 2 meter – og nogle noget større – så det er alt noget til afhentning – da både post og fragtmand vil blive for dyrt.
Kan godt mærke at der ikke er helt så travlt mere, men det gør heller ikke noget, på en front er der ingen stilstand og det er bestilling af materialer til podning i vinter/forår, så fortsæt bare med det, så vi kan få lavet nogle tusinde træer igen i den nye sæson.
Tak for 2017 og ønsket om en god jul og et godt nytår til alle jeg har haft kontakt med i årets løb!

Boi Jensen, podemester

Så er det blevet højsæson for plantning af barrods planter, jeg har fået de fleste store planter taget op med maskine og selvom det er et kollosalt arbejde mens det står på, i hvert fald for os der ikke sidder på traktoren og de der stikker af i utide – men det var heldigvis kun en dag, så vi må komme til kræfterne bagefter. Der er stadig mange planter at sælge af, men enkelte sorter er ved at være udsolgt i andet end 1-års. Der graves planter op næsten hver dag, noget sendes med post, noget bliver afhentet og noget bliver sendt med kunder der alligevel kommer ud i nærheden af nogen der har bestilt. Det er en ret effektiv måde og lid omkostningsbesparende. Der er allerede mange bestillinger på grundstammer og podekviste til næste podesæson og kom endelig med bestillingerne i så god tid at jeg måske kan nå at få fat i noget. Meget af det er allerede bestilt, det er nødvendigt for det meste af det, jeg ikke selv skaffer. Det er også ved at være slut med plukning af bær af aronia og havtorn, de nordiske fugle har meldt deres ankomst og det tager ikke mange dage at plukke et par ton aronia for solsorte og sjaggere.

God plantesæson og efterår

Boi Jensen, podemester

Efter "melodien" bedre sent end aldrig, kommer oktober nyt med et par ugers forsinkelse. Jeg har været i Sverige med planter og kigget på elge - og ikke skudt noget i denne omgang. Er begyndt opgravning og nogle få har hentet planter i planteskolen. Næste opgave er at jeg skal i gang med at optage og sende en del bestillinger, der allerede er indkommet. Der er stadig masser af planter til salg - ikke ret meget i 3-års frugttræer - men de 2 års er der i de fleste sorter noget at finde. I de næste par måneder er der så travlt at der ikke bliver lavet ret udførlige planteplaner, men det skal ikke afholde Jer fra at spørge - svarene bliver bare lidt kortere end når der er bedre tid. Besøg i planteskolen aftales altid enten på mail eller telefon.
Venlig hilsen
Boi Jensen, podemester

Vanding har der ikke været meget brug for i denne sommer, men heldigvis har vi ikke fået så meget som i Houston, for det er helt vildt med over en meter vand på under en uge.
Her har det været tilpas – måske rigeligt, men så sparer det på alternativerne. Mange planter har stoppet væksten, men ofte er der noget der alligevel fortsætter lidt endnu og så modner de af i løbet af oktober. Der skæres i de træer og buske der har forkert ansatte grene og der køres rigtig mange trillebør fulde væk. Det er vigtigt at grenene ikke sidder for tæt og at de fleste frugttræer er enkeltstammede. Mange af de tidlige bær og frugter er allerede spist og nu begynder de der smager af lidt mere efterhånden at modne og så er det med at være der før hvepsene tager deres del af det. Grøntsager er vi også begyndt at høste en del af, men der bliver også noget til de af Jer der kommer forbi selv. Aroniahøster bliver stor i år og har du mod på selvpluk, er det med at være hurtigt ude, fuglene synes de er spiseklare, men de har nu ikke en chance blandt 700 store planter. Ligeledes er der lidt havtorn til de der er friske på det.
God eftersommer

Boi Jensen, podemester

Igen i år er der selvpluk af aronia, så har du lyst - er det bare at sende en mail og få en aftale om hvornår og hvor meget du vil plukke. Går ud fra de modner sidst i august og der vil også være mulighed for at købe grøntsager når vi kommer dertil.

I planteskolen er basten for længst skåret over og har du selv podet og ikke nået det, er det med at komme i gang, for stammerne gror meget lige nu, vi har fået passende med vand, og varmen er også tilpas for at det hele gror, nogle gange springer basten selv, men det kan også kvæle træerne. Hold stadig øje med lus og skurv. Der er næsten bestillnger på mail hver dag, ligesom der kommer mange spørgsmål om planter, sortsvalg og alt muligt.

De fleste planter der står i jorden vil jeg begynde at grave op fra omkring 20. oktober og derfra vil det være noget hektiskt i planteskolen.

Stadig god sommer

Boi Jensen, podemester

Sommeren er over os med hvad det kræver af indsatser i forhold til planter og kunder. Planterne gror fordi de får vand og står i forholdsvis god sandjord, der kommer selvfølgelig noget ukrudt når planterne får vand, men når det bare tages inden væksten bliver for kraftig er det en overkommelig opgave selvom der er ca. 4 km rækker. For de der ikke har besøgt planteskolen, er der både frugttræer, frugtbuske og ikke mindst grøntsager i rækkerne, for der står ingen rækker uden planter og den sidste række ud mod vejen er der plantet georginer i. Vi skal stadig holde øje med angreb af lus og larver og ser du nogle, skal de bare knuses mellem 2 fingre. Det er også tid for at skurv kan brede sig i æble- og pæretræer. Det er 2 forskellige svampe, en i pærer og en anden i æbler, men de udvikler sig ens – brune pletter på bladene og hvis det regner meget så bladene er konstant fugtige, breder det sig.
Her omkring Sct. Hans har jeg pillet skud af for 4. gang og jeg må konstatere at en del af bast bindingerne på de ny podede træer er begyndt at briste og helt tydeligt er stammerne begyndt at gro i tykkelsen, så jeg skal til at snitte bast lige efter den 1. juli.

Jeg er ved at planlægge okulationskursus fredag den 4. august med start omkring frokosttid. Er du interesseret – send en mail – og så er det efter ”først til mølle princippet”. Foreløbig plan er at vi skal være mindst 6 for at kurset gennemføres, der bliver teori om podning, specielt okulation og chip-budding, men også om alt andet inden for fremstilling af planter. Til hver deltager er reserveret 10 vildæble grundstammer, men de kan konverteres til andre ting, der er ”på lager”. Mulighed for at lave flere til 15 kr. stykket. Mulighed for at hente de okulerede planter i november – alternativt kan de sendes for 100 kr. til afhentning i postbutik. Ud over kurset bliver der også mulighed for en tur i planteskolen og ”skoven”. Prisen er 300 kr. – mulighed for at spise frokost, enten medbragt eller jeg sørger for at indkøbe noget.


God sommer
Boi Jensen, podemester

Vi kan vel egentlig ikke være bekendt at klage over det danske vejr – det har været rigtig fint til planterne, passende mængde varme, sol, vind og væde. Og heldigvis har foråret været køligt, hvilken betyder at træerne her i det vestlige Jylland ikke rigtig er udsprunget endnu. Det har også betydet at der stadig blev podet frugttræer efter den 20. maj – og de kommer lynhurtigt, når de plantes i jorden og der hældes lidt vand på rødderne. Skuddene på grundstammerne gror også vældigt og jeg har fjernet 2 gange og det ekstra skud på de fleste podekviste er også fjernet nu. Der har været enkelte larver som troede at maden var æbleblade på nye podninger – men det går ikke. Lus har jeg næsten ikke set noget af endnu og de få der har været er blevet klemt, så regner jeg med det får en ende, men der skal nok komme flere og de skal på de ny træer, fjernes så hurtig som det er muligt, klem med 2 fingre – så kan du vaske derefter. Skulle vi nu komme ind i tørre perioder, husk at vande forebyggende, så træernes rødder altid har adgang til fugtig jord, de nypodede må ikke på noget tidspunkt gå i stå i vækst, for så får du dem ikke i gang igen i samme vækstsæson. Om lidt skal skuddet på frugttræerne bindes til bambuspind eller lignende, hvis det ikke er nogenlunde lige.
Og skulle du nu være en af dem der har podeabstinenser, er det muligt i de første par hverdage i juni måned at få vildæble grundstammer og tilhørende podekviste direkte fra kølehuset til stærkt reduceret pris, grundstammerne kan også plantes ud til okulation i august eller podning til næste år, alt sammen kun til afhentning.
God forsommer
Boi Jensen, podemester

Efter en meget hektisk podesæson og et langt forår med salg af færdige planter er nu næsten alt plantet ud i planteskolen til en ny vækstsæson. Der er stadig frøformerede grundstammer i begrænset antal, men det varer ikke ret meget længere, podekviste af de fleste ting er der også i ca. en trediedel af sorterne så det er stadig muligt at pode noget. En del får stadig podekviste til ompodning og det vil jeg nok fortsætte med i måske 2 uger ind i maj – men spørg hvis I vil prøve ompodning eller podning på nye grundstammer. Jeg er her 30. april begyndt at pode stenfrugt og det vil jeg nok gøre de næste 14 dage, så bliver der lidt ompodning på eksisterende træer som skal laves med flere sorter.
De nye podninger er så småt begyndt at skyde og grundtammerne kommer der også skud på nu, så det varer ikke ret længe før skud på grundstammer skal pilles af for første gang.
Hele sommeren kan du som nypoder følge vejledningerne på hjemmesiden, så du får husket de vigtigste ting undervejs i forløbet af at få lavet nye frugttræer.

God vækstsæson

Boi Jensen, podemester

En ekstrem hektisk marts er slut men det betyder ikke slut på arbejdet, nu er der pløjet og de planter der ikke er solgt, skal plantes ud i nye rækker og have en vækstsæson mere, medmindre der kommer nogle og vil købe dem.
Podeaktiviteterne er stadig i gang og jeg sender en del stenfrugt kviste ud i kommende uge – så I kan få podet. Ompodningerne kan vente til 19-20. april hvor der er mere gang i saftstigningen i de lidt ældre træer.
Hvis I ikke har plantet de nye podninger ud – er det ved tiden nu og så er det bare at vente på om håndværket med podningerne slår til.
Så skal der også lige sås nogle grøntsager af betydning – enkelte er sat til forspiring.

Godt forår

Boi Jensen, podemester

Her i slutningen af februar står det hele på gloende pæle – 2 podekurser om ugen og en masse podninger til egen produktion. Derudover kommer en masse bestillinger både til afhentning og forsendelse og så kommer der samtidig sendinger af grundstammer og podekviste den anden vej, så det er ikke kun 7 timers arbejdsdage i planteskolen.
Der sælges også lidt træer, men de fleste venter til lidt ind i marts og så må jeg tage dem efterhånden som vejret er til det og så pode, når vejret siger at selv hunden bør blive inde.
Vi ses til kurser og i planteskolen – og ellers skrives vi ved.

Boi Jensen, podemester

Så er grundstammerne i hus, mange ligger på kølehus ved 2 grader, stenfrugterne er sat i indslag og jeg er så småt begyndt at levere og nogle har hentet. Podekviste er de fleste også i hus, mange er sorteret og der er igen et passende antal, enkelte sorter er der desværre ikke noget af, men sådan er det hver sæson, og bare det ikke er de samme sorter hvert år. Jeg er så småt ved at gøre klar til første podekursus i Højer i det vestlige Sønderjylland, hvor de på Marsk- og Møllemuseet har genoptaget podekurser, fordi mange har spurgt, hvorfor de ikke ville få kurset til at køre igen. Omkring 20. januar var der 18 tilmeldte, så kurset bliver til noget.
Vi har lidt nattefrost sidst i januar, men det har ikke den store betydning for arbejdet i planteskolen, op ad dagen kan der graves igen, så der kan stadig leveres/afhentes træer til plantning. Vi ses derude til podekurserne hvor jeg igen kommer langt omkring.

Der graves stadig, sættes i indslag til senere levering/afhentning og så midt i december fik vi taget flere tusinde træer op med sidemonteret rysteløfter og en ordentlig traktor. Planlægningen af næste års produktion er også i fuld gang, der bliver bestilt podemateraler næsten hver dag og så må jeg se hvor jeg får fat i nogle af de specielle, udlandet må holde for når der virkelig skal fremskaffes noget specielt.
Det er godt med mange kontakter rundt omkring og nogle gange ligner det en hel byttecentral med både Tyskland, Sverige og England.
Der har været lidt stilhed i forbindelse med julen og så har jeg fundet et par store æblebøger på antikvariater i Sverige – det var et par jeg så hos en bekendt i Sverige og derovre bliver der stadig lavet og udgivet noget litteratur fordi interessen er så stor at det kan gå at få dem produceret. To bøger á godt et kilo stykket til lige godt 1000 svenske kroner i alt. Jeg får grundstammer hjem i første halvdel af januar, så skal der sorteres og lægges på kølehus og klippes podekviste og så kan pakning til kurser og forsendelse begynde så småt. Ind imellem kan der handles træer og buske så længe jorden er til at grave i.
God podesæson

Boi Jensen, podemester

2016

Vinteren er startet, men det betyder ikke at det ligger stille i planteskolen. Opgravningen fortsætter så længe vi kan komme i jorden og planen er at der skal tages en masse træer op med sidemonteret rysteløfter midt i måneden – forudsat tøvejr. Disse planter sættes i store bunker, i indslag kaldes det, i en plovfure med løs jord over rødderne – og her kan de stå til de enten sælges eller plantes tilbage i de nye rækker til foråret. Der ekspederes stadig ordrer og der er ingen problemer i at plante barrods planter så længe jorden ikke er frosset. Ellers skal vi snart til at i gang med at planlægge 2017 produktionen og få styr på bestillinger og podekurser. Mange har allerede bestilt til hentning på nogle af kurserne hvor jeg igen i år kommer langt ud i hjørnerne af Jylland – fra Sulsted i nord til Højer i syd og på Sjælland bliver det i Flakkebjerg ved Slagelse og Kalundborg. Jeg er begyndt at klippe træagtige stiklinge til bærbuske og enkelte podekviste er høstet og lagt på kølehus.

Glædelig jul og godt nytår

Boi Jensen, podemester

Plantetiden og efteråret er over os med blandede vejrudsigter og en gang imellem træls vejr når jeg sveder med gravearbejdet og det hele bliver vådt. Men sådan plejer det at være og det bliver nok ikke bedre i næste sæson. Der leveres og afhentes massevis af planter og bestillingerne vælter nærmest ind lige her i begyndelsen af november, så jeg må hellere få fat i en maskine til at få taget noget op af betydning i den sidste del af måneden, ellers er jeg bange for spaderne knækker.

Der er ikke ret meget der er udsolgt i, men i løbet af de næste 14 dage, skal jeg til at tage hul på nogle af de 1-års for at kunne levere næsten alle sorter. Jeg havde en god dynge træer med til Sverige i midten af oktober og så er der sendt noget til nogle af dem, der bor noget længere sydpå. I planteskolen sætter jeg frugtbuske og hassel i indslag lige nu og så skal de store træer og hyld tages op med maskine, når der skal leveres i større antal.
God plantesæson

Boi Jensen, podemester

Info 17-10 2016: Nu graves der op og jeg begynder så småt at sende ud. Aftaler om besøg kan aftales på mail eller telefon, og så skal jeg se at få ekspederet noget.

Er det snart plantetid? Det spørgsmål får jeg rigtig ofte i den her tid – og svaret er ikke 100% entydigt. Ting der har stået i potter, bør plantes hurtigst muligt, ligeså stedsegrønne. Men barrods planter som jeg har flest af, har godt af at være i gang med afmodningen, nogle måske også at smide nogle af bladene – og så går det for alvor løs. I år er der igen masser af planter, nogle er der flere af end andre og sådan er det efterhånden hvert år, men var det bare de samme sorter, der blev udsolgt, ville det være let at drive planteskole. Det er heller ikke alt der lykkes lige godt med planter, så nogle år kan tingene gå helt til og det betyder så at jeg er nødt til at lave flere næste år, men det bliver de ikke hurtigt store af.

Jeg har lige her i sidste weekend af september deltaget i de internationale Nordtyske æbledage i Hamburg. I år var det i Klein Flottbek Botanisk have, hvor vi var i et kæmpe drivhus der var optimalt til udstillingen og der kom over 10000 og så på i løbet af de to dage. Der var kolleger fra den nord Hollandske Pomologiske forening, de andre var til Europom, fra Sydtyskland (Franken) var der 3 og så de sædvanlige fra den største Pomologiske forening i Tyskland.
I Tyskland var der heller ikke så meget frugt som der plejer, så bordene var ikke stuvende fulde af prøver, som de plejer, men der var stadig rigeligt at kigge på og folk kom med deres æbler og pærer til sortsbestemmelse.
Jeg regner med at starte opgravning for alvor omkring den 20. oktober og så begynder jeg også at sende nogle af planterne, der er bestilt.

God plantesæson

Boi Jensen, podemester

Nu er det høsttid og nogle ting er for længst ovre. Nu begynder æblerne at være spiseklare og Bøghs Citron har jeg været i gang med et lille stykke tid, efterårshindbærrene af for de røde, Autumn Bliss og Polka rigtig godt i gang, så der plukkes noget hver anden eller tredje dag. Aronia er også klar, så er der nogen, der ønsker noget selvpluk i vores 700 planter, er det bare at aftale en tid forinden. Ellers er det ved at være slut med vanding af planter der står i jorden, ukrudt er der stadig noget af og så lige den sidste formning af træerne inden de er salgsklare hen sidst i oktober. Enkelte lidt inden, hvor der er nogle der skal til Sverige. Ellers går tiden også med at svare på forespøgsler og bestillinger til senere afhentning og levering, træerne og buskene har haft en fin vækstsæson og der er masser af planter.

Venlig hilsen

Boi Jensen, podemester

Aronia pluk selv er ved at modne nu og kan plukkes efter aftale med podemesteren.

Der tages skud af grundstammer og bindes til bambus i de 1-års podninger, for det gror virkelig godt i øjeblikket, rigeligt med både varme og vand fra oven. Regnen gør så også at svampe har gode muligheder og skurven skal der holdes øje med – så den ikke breder sig. I planteskolen er der fra tilsynet krav om bekæmpelse med svovl, så det får en gang imellem, selvom det lugter noget så fælt af rådne æg.
Reservationer til efteråret er også ved at være godt i gang og så er jeg ved at planlægge min tur til de nordtyske æbledage i Hamburg i sidste weekend i september. Se www.apfeltage.info her tager jeg nogle danske sorter med og så går hele weekenden med snak om mest æbler, men også alt mulig anden frugt og det giver en god træning i det tyske sprog.

Boi Jensen, podemester

Vi har haft en usædvanlig varm juni og det har givet sig udslag i at mange af de nypodede træer er begyndt at gro i tykkelsen og mange af æblerne og pærerne har sprængt basten – så der skal holdes øje med det og hvis æbler og pærer er groet mere end 15 cm, kan tilbindingen godt fjernes nu. Jeg har i hvert fald været godt i gang for at basten ikke kvæler træerne. Stenfrugt skal der ventes med, for ellers vil nogle af dem bare falde af – de er ikke groet godt nok sammen endnu.

Forsæsonen har startet tørt og det har så betydet vanding og specielt i den periode vi havde over 25 grader, men det har så også givet resultater i form af at der er kommet godt gang i væksten. Det er nemmest at sige det sådan ”det hele gror godt” og så må vi rydde noget af det uønskede ind imellem vandingen.

Det er også blevet tid at gå træerne bundet til bambus, så stammer kommer nogenlunde i lodret og det er rimelig nemt for de unge træer med en ganske tynd stamme. Husk også at træer kun bør have en stamme, ellers er det ikke til at forme/beskære dem fremover.

Jeg kigger efter lus og andet uønsket af larver m.v. og der har da været lidt i stikkelsbærplanterne, men når de bliver fundet i starten, klemt så det knaser – bliver der i hvert fald ikke flere af dem.

Grøntsagerne gror også så det er en lyst – og specielt majsen har godt af varmen – de er tæt på 75 cm og rigtig tykke, så der er en god chance for at vi skal spise os en pukkel til i nyhøstede og enten kogte eller grillede majskolber, det er en ren fest, når de er nye og sprøde.

Der er planlagt okulationskursus i planteskolen lørdag den 6. august og de første tilmeldinger er løbet ind, så kurset bliver afholdt. Du kan nå det endnu og der er begrænset deltagerantal, så det er efter ”først til mølle” princippet. Der er tilmeldinger fra Sjælland, Fyn og Nordjylland med de der er længst væk og der bliver mulighed for at få deltagerlisten når jeg har din tilmelding – så må I selv aftale eventuel samkørsel.

God sommer

Boi Jensen, podemester

Sommervejret er godt i gang her den 30. maj – med lidt regn og ingen torden her på egnen, der var lovet skybrud og torden, men vi har den seneste tid ligget lidt udenfor de vejrmeldinger der har været gældende for det meste af landet.

Podningerne er ved at være slut, jeg har tømt kølelageret og nu skal der holdes rent mellem træerne, pilles skud af i titusindvis for tredje gang på de nypodede, og de træer der blev lavet sidste år, får også en gennemgang når jeg alligevel er forbi med hakken i rækkerne, mellem rækkerne klarer jeg det med min 5 tandede harve på texas fræseren.

Til ”nypoderne” er det tid at begynde at kigge efter lus og andet kryb, der kan gemme sig i bladene, klem utøjet så de ikke går igen og få så bugt med dem inden de tager livet af småplanterne. Specielt kirsebær er udsatte for luseangreb og jeg har set de første.



Jeg er ved at planlægge et okulationskursus i begyndelsen af august og hører gerne om der er nogle der har interesse i at bruge noget af en lørdag eller en aften på at lære at okulere, måske også chip-budding og formning af træer i øvrigt. Send en mail, hvis du er interesseret. Jeg planter grundstammer til æble, pære og roser ud nu, af de rester der var på kølehuset og så må vi se hvordan interessen er i løbet af den næste måned.

Derefter kan jeg lave noget mere nøjagtigt i forhold til hvor mange grundstammer der kan blive til hver, hvordan vi rent praktisk gør og hvad prisen kan blive med grundstammer og andre hjælpematerialer kan blive.

Venlig hilsen

Boi Jensen, podemester

Foråret har ventet længe på at blive til noget alvorligt for vi har stadig nattefrost her sidst i april og det er i grunden godt for så accelererer planterne ikke deres udspring og det betyder at vi har haft bedre tid til at få omplantet de planter der skulle ud igen i planteskolen efter de blev taget op i efteråret – nu er der blevet gødet med kogylle og jorden er pløjet og planterne står i ny rækker og venter på varmen. Begyndelsen af året ligner 2015 rigtig meget til nu. Når nu planterne er genplantet er det tid for at få frø i jorden til årets grøntsager og udplantningsplanterne er også i gang, men det er for tidligt at begynde at sætte dem ud endnu.

De podede æble- og pæretræer er begyndt at lave små begyndende blade på podekviste og ikke mindst på grundstammerne – og de sidste skal meget snart pilles af, og de skal væk inden de bliver 2 cm lange, ellers bliver der synlige sår på grundstammen.

Der er på mit kølelager stadig masser af podekviste, specielt er udvalget i æbler og pærer stort, i stenfrugt er det ganske begrænset hvor meget der er tilbage og så plejer der at være nogle der køber resterne af nogle af kvistene.
Grundstammer er der også nogle få hundrede tilbage af – så mangler du at pode lidt endnu, kan det nås så længe lageret rækker. De sidste bliver sat ganske tæt i planteskolen, så vil jeg nok selv okulere på dem omkring 1. august. Rosengrundstammer er der også lidt tilbage af, så har du mod på lidt rosenfremstilling, kan du give et bud på 50 grundstammer som der er i et bundt for det er bedre de kommer ud og bliver lavet, end jeg skal til at skrotte dem.

Og husk du kan holde dig orienteret om arbejdet med de nypodede træer ved at se nyhedsbrevet hver måned i vækstsæsonen.

God vækstsæson

Boi Jensen, podemester

De fleste bestilte podekviste er sendt ud 11.-18.19. april, og hvis du mener at mangle noget – giv en melding på mail.

I planteskolen har jeg fået ryddet det hele inden påske, fået kogødning på og over halvdelen blev pløjet før vi fik regn af betydning, så det er lige tilpas at begynde at plante i, så jeg er i fuld sving med at få tingene sat i nye rækker, så det kan komme i gang med at gro videre.

Der podes stadig og efterhånden bruges flere timer i planteskolen end i ”podestuen”, hvor der er brugt mange timer de sidste par måneder. Når vi kommer hen i midten af april vil jeg også have podet stenfrugt forudsat jeg kan se begyndende bladfremspring og der er begyndende hvide rødder på de træagtige rødder på grundstammerne. Jeg tager et bundt grundstammer med hjem fra indslaget når jeg holder i planteskolen om eftermiddagen, bundtet sættes i en spand med løs jord og så podes der fra den og de plantes så ud næste dag i planteskolerækkerne. På den måde har jeg opnået en væsentlig større heldprocent end før hvor jeg nok podede stenfrugt for tidligt.
Der sælges stort set træer fra planteskolen hver dag til vi får det varmere – typisk omkring 15. – 20. april.. Efter den tid skal der passes ekstremt meget på de begyndende hvide rødder, der helst ikke må blive svedet, så sættes træet tilbage i udvikling.

Jeg har stadig masser af podekviste og her lidt før begyndelsen af april er der også rimelige mængder af grundstammer på kølehuset, men lige pludselig kan det være slut med nogle af tingene – så du må forhøre hvad der er muligt at få fat i.

Godt forår til Jer alle sammen

Boi Jensen, podemester

Det har været utroligt hektisk i februar med 10 podekurser til lidt ind i marts – og med over 50 deltagere på sidste kursus her på hjemmebanen. Bestillinger på podematerialer har der også været rigtig mange af, så der har været gang i både pakkeriet og afhentning, ligesom der har været rigtig mange der har hentet på stederne hvor der blev holdt podekurser, både af deltagere og nogle der bare lagde vejen forbi.

Jeg har rundet over halvdelen af de planlagte podninger og forsøger at få lavet lidt ind imellem. Der er nemlig også lige nogle hundrede planter der skal tager op i planteskolen og sættes i indslag langs kanterne, så jeg kan få gødet med kogylle og pløjet så der kan blive plantet træer i arealet igen.

Der er stadig grundstammer tilbage – nogle er der ikke mange af, men de der går flest af, ser det ud til at være til et lille stykke tid endnu, så I må spørge hvordan situationen er når der skal bestilles.

Podekviste er der masser af stadigvæk, enkelte sorter er brugt – men jeg er sikker på at der bliver masser til slutspurten og podning af stenfrugt venter vi lige med til efter begyndelsen af april, så lykkes det langt bedre end hvis det gøres tidligere.

Boi Jensen, podemester

Hej til besøgende på hjemmesiden!
Nu er det podesæson og her er den startet efter en lang og sej kamp med at finde podekviste, få dem sorteret og lagt på køl, så de kan holde sig længe. Noget går til egen produktion, noget til salg og igen noget til kurser. Stenfrugter for sig, for de skal helst podes sent for at få størst mulig heldprocent.
Der er i år masser af æblekviste, en del kirsebær og pærer har jeg kun fået ganske få sorter endnu, resten kommer fra et par steder i Tyskland og lidt fra en dansk producent, så der burde være nok til det hele. Erfaringsmæssigt er der huller i ønskerne og leverancerne, men der kan ikke klippes noget som ikke er groet på træerne.
Jeg har været i Vejle og holde første podeforedrag og fra første lørdag i februar går det løs med de 10 podekurser, der til nu er planlagt. Det første kursus er i Struer og allerede overtegnet.
Grundstammer er kommet hjem og jeg er allerede i gang med at pakke og sende, så I kan komme i gang med arbejdet.

Podekursus i TV2-Nord – podekurset i Sulsted 15.2.16 – du kan se det længste af 3 små indslag som blev sendt på direkte tv når du spoler hen til 21 minutter og 30 sekunder ind i udsendelsen som kan ses på det følgende link: http://www.tv2nord.dk/arkiv/2016-02-15.
Tv-holdet var på besøg godt en times tid og der blev sendt direkte fra podekurset mellem 1930 og 2000.

Vi ses derude til podekurserne

Boi Jensen, podemester

Godt nytår til alle besøgende på hjemmesiden.
Året 2015 er vel overstået med fint salg af både ting til selvpodning og planter af alle mulige slags. Det største antal som sædvanligt i æbletræer, men alle de andre ting, der kan plukkes spiselige afgrøder på har der været god gang i. Der er godt nok udsolgt i ganske få sorter, men ellers er der stadig noget at plante i det nye år. Plantning af barrods planter fortsætter ind til vi kommer lidt ind i april – og hele tiden hvor vi kan grave i jorden. Pottede planter – som kun er ganske få bærbuske som blåbær, morbær og enkelte andre bærbuske – bør vente til midten af marts.
Januar går med fremskaffelse af grundstammer, podekviste, sortering, pakning og gøren klar til vinterens podninger og så skal der gøres klar til de nu 10 aftalte podekurser fra Nordjylland til Give og Struer til Randers i Jylland, og så er der 3 kurser på Sjælland, så måske ses vi derude.

Boi Jensen, podemester

2015

Efteråret er gået med de sædvanlige opgaver afløst af en gang gennemgribende køkkenrenovering – en lang tur til Sverige, Norge og Sverige igen, ingen elge at se, men naturen var flot selvom det i år i midten af oktober ikke var så mange efterårsfarver som det plejer på den tid.

I planteskolen har der været opgravning og de fleste planter er nu taget op med maskine og står i store dynger i indslag og venter på at blive flyttet så jeg kan få arealet gjort klar til næste sæson. Salget har været fornuftigt og der er sendt mange pakker rundt i landet og en del af de jeg ikke selv leverede i Sverige er gået over med posten. Det fungerer i grunden rigtig fint, bare der er pap nok om planterne. Lige nu 1. december, er der stadig travlhed med pakning, forsendelser og lidt afhentninger og frosten har kun drillet en enkelt mandag. Hver uge kommer der bestillinger på nyt materiale til vinterens arbejder med podning og jeg er også ved at få de sidste aftaler i stand om podekurser, som bliver de sædvanlige steder og lidt nye ind imellem, blandt andet bliver der lidt på ”hjemmebanen” med kurser både i Struer og Holstebro havekredse. På Sjælland bliver der i år 3 kurser lige omkring 1.3. – i Birkerød, Solrød og Slagelse, så vi ses derude.

Herfra skal lyde en glædelig jul og et godt nytår når vi kommer dertil

Boi Jensen, podemester

Der er travlhed med optagning af planter, ekspedition af kunder der selv henter og pakning til de, der får sendt med post eller fragtmand. Det er simpelthen høsttid i planteskolen og det er dejligt at få tingene ud at stå på det endelige blivested. Jeg fik en lang tur til Sverige med planter i uge 42, så ingen elge, selvom jeg prøvede på det i både Norge og Sverige, så det må prøves en anden gang. Nu drejer det sig om at få planterne ekspederet, modtage Jeres bestillinger på podematerialer og så har jeg lige den sædvanlige tur til Øerne i uge 46, alt tyder på at traileren bliver godt fyldt op.

Så er der oppe over med plantetiden og jeg starter opgravning når vi nærmest os den 20. oktober og så vil det gå for fulde sejl derfra. Lige nu plukkes der aronia og klippes grene af havtorn, både til os selv men også til de, der kan betjene sig selv, altid efter forudgående aftale.
Det nærmest vælter ind med bestillinger og jeg får reserveret næsten lige så hurtigt. Det super gode oktobervejr har givet mulighed for at få fræseren ud og harve så ukrudtet i hvert fald er hæmmet for sidste gang, det er nok ikke nemt at slå ihjel, men det vokser elendigt, når det meste af ukrudtsplanterne ligger under jorden. På mange af planterne kan vi nu se at det er ved at være efterår, så afmodningen er rigtig godt i gang. Enkelte er allerede i gang med at smide bladene og så loves der lidt nattefrost, så vi ved hvilken vej det går. Nogle vil sige det går mod vinter, jeg siger det går mod plantetid.

Boi Jensen, podemester

August er slut og så kom varmen i de mængder, at planterne har taget ved, selv sukkermajsen er groet rigtig godt og nu er der kolber af rimelig størrelse, måske ikke helt modne, men det går den rigtige vej, så vi kan komme til at spise lidt af afgrøderne, lige nu står den på grønne bønner næsten hver dag, dertil de sidste Opal blommer, ribs og stikkelsbær.
De nye podninger har den sidste måned groet rigtig godt, mange er nu oppe i højde med bambus på 120 cm, så de er nok tæt på at være groet 1 meter, hvor de er højest og det er slet ikke slut endnu.
Det er tid for at pille skud af igen og få kontrol af om bindingen om podningerne nu også er løsnet så meget, at stammerne kan gro i tykkelsen, ellers bliver de nemt kvalt og kan knække når efteråret kommer. Samtidig er det med at få kontrol med specielt skurv, som har været godt i gang i år, med de mange regnbyger, indsamling af skadede blade, som min pensionisthjælper siger.
I øjeblikket kommer en lind strøm og henvendelser om ordrer og forespørgsler til planter til levering med start hen i nærheden af 1. november, så bliver der travlt både med ekspedition af ordrer der afhentes og det der skal sendes og det klares langt fra på hverken en eller to uger.
Jeg skal her først i september til Tyskland for at hente specielle planter og for at se på en hel masse mere. Senere i oktober går turen over til nogle af de svenske kunder og bekendte der og når jeg er hjemme igen, står den på opgravning.

Stadig god vækst og sommer

Boi Jensen, podemester

I denne sommer har vi ikke manglet vand ret mange gange, men så gror ukrudtet bare tilsvarende, men det har nu ikke været noget problem endnu, for som en af mine kolleger plejer at sige. Du skal ikke være ked af at ukrudtet gror, for så gør planterne det samtidig – og han har helt ret. Og planterne har ikke brug for 30 grader – det har jeg nu heller ikke meget lyst til, for så er der bedst at ligge med fødderne i vand. Jeg har det faktisk meget bedre ved 20 grader, for så kan man både lave noget uden at blive alt for svedig – og det er til at holde ud med både fræser og hakkejern.

Planterne gror som de skal og der har næsten ikke været problemer med insekter, frugter giver det heller ikke meget af, vi må have haft nogle nætter med lav temperatur mens de blomstrede lige omkring hvor jeg har planteskolen, for andre steder ser det pænt ud.

Nu skal der plukkes stikkelsbær, solbær og ribs, så der kan blive lidt marmelade til franskbrødsmadderne. Måske skal der okuleres lidt og laves lidt chip-budding, vil du vide hvordan – gå på nettet – www.havenyt.dk i søgefeltet skriver du okulering – så kommer der flere muligheder frem.

Ellers går kontortiden med bestillinger til efterårets leverancer til såvel Danmark som udlandet – specielt til Sverige er der en del der skal bruge noget.

Fortsat god sommer

Boi Jensen, podemester

For nogle er det tiden at nyde vejret og at man måske har ferie, sådan er det ikke altid i planteskolen i sommertiden, for enten er der for meget eller for lidt af det gode eller dårlige vejr og det er ikke altid at godt vejr i planteskolen også er godt vejr for feriefolket. Her er der ryddet skud af grundstammer for 4. gang og nu begynder det for alvor at blive færre skud, bladene på de nye skud skygger for grundstammerne og tager så meget næring herfra at det er knapt så nemt for grundstammen også at lave egne skud, heldigvis, men der skal stadig holdes øje med dem, for lige pludselig kommer der nogle alligevel og de skal helst fjernes før de bliver 3-5 cm lange, ellers giver det et grimt sår hvor skudet har siddet. Så er der også lige lus og larver der skal klemmes en gang imellem og ikke mindst at planterne aldrig må mangle vand ved rødderne, så der vandes ofte på forhånd, hvis der loves tørt sommervejr. Men så kører det også, planterne gror fint til trods for at vi ikke har haft ret meget varme endnu og når først det kommer, vil der for alvor begynde at ske noget. Nu skal der gøres klar til at stiklingeformere og så er der lige lidt okulation hen mod slutningen af juli måned.

God sommer
Boi Jensen, podemester

Så er udplantningen færdig i planteskolen og for salg ligger barrods planter stille indtil sidst i oktober, bortset fra lidt stedsegrønne, der kan flyttes i august. Der er en del bærbuske og lidt prydplanter i potter.
Der ligger stadig en lille smule på kølelageret, så for de, der ikke har fået nok af podning, bliver der udsalg på det sidste, en del æblekviste, ganske lidt i blommer og kirsebær og så ligger der 50 kvæde A og 50 æble M7 og det er efter hvem der er interesseret – og vil give et bud på dem, som er mindst halvdelen af 1-stk. prisen incl. Forsendelse og inden midten af juni. Du mailer bare.
Jeg har pillet skud af podningerne for anden gang og skal i gang med 3. gang, for de skyder bare helt vildt og det gør podningerne også. Kan se at stenfrugtpodningerne som jeg har lavet siden midten af maj, også er godt i gang med at skyde, så det tyder godt for årets produktion. Så har jeg fået nogle nye frugtbuske hjem, ikke ret mange til salg, men jeg vil gerne skrive Jer op, hvis interessener der. Der er nogle få til salg af ”sølvblad” i sorterne Elaeagnus umbellata ”Turdus” og Serinus, ”kirsebærkornel” Cornus mas ”Schönbrunner Gourmet Dirndl” og ”Auslese Albrecht” – kirsebærkornellerne skal jeg til at opformere og sidst en canadisk bærmispel med bær der ligner blåbær, Amelancier alnifolia ”Thiessen”.
Nu skal der kigges efter skadedyr, for de kommer sammen med varmen og så er det ud og få beskidte fingre og klemme dem, både lus og larver. Så vil ukrudtet jo nok også i gang med at gro, så hakkejernet kan holdes blankt det næste stykke tid.

Forårs plantesæsonen er stort set ved at være ovre, bortset fra nogle småting – og hvis der passes rigtig godt på, så rødderne ikke tørrer ud. Her sidst i april har vi den 28. og 29. fået noget tiltrængt regn, så der kan spares lidt på kunstvandingen, som har været nødvendig den sidste uges tid. Jeg er i gang med at pode kirsebær og blommer og det vil der nok gå de næste 14 dage med, sådan lidt med et bundt hver aften eller morgen, så i planteskolen og få dem plantet ud med det samme, så de hvide rødder ikke tager skade, så kan podekvisten næsten ikke undgå at mærke saftstigningen så hurtigt at heldprocenten bliver rimelig.
Håber at alle Jer der har podet er i gang med at kigge til de nypodede træer og første gangs pillen skud af grundstammerne er oppe over nu, og det skal vedligeholdes mindst hver 3. uge, måske oftere, men det afhænger også af hvor tit I kigger til podningerne.
Jeg kan se på mine, at enkelte sorter kommer der blomster i skuddene, og disse blomster skal knibes eller klippes af inden de springer ud, alternativet er at grundstammen ikke kan følge med at forsyne kvisten med nok næring og podekvisten vil dø sultedøden. Når blomsterne fjernes, vil der ofte komme et andet grenskud som så bliver den nye plante.
En af mine tyske pomologvenner har været i Nordtysk fjernsyn fra sin ”Boomgarten” (planteskole), måske værd at se, hvis du kan forstå hans tyske og gerne vil se i hundredevis af frugttræer i blomst.
http://www.ndr.de/fernsehen/sendungen/das/DAS-mit-Apfel-Experte-Eckart-Brandt,dasx5756.html

Hav et godt forår derude

Boi Jensen, podemester

Podesæsonen er ved at være på det højeste og mange ting er ved at være brugt, grundstammer til æble som er frøformerede er udsolgt og mange podekviste er også brugt, men der er stadig masser tilbage, bare i reduceret omfang.
I planteskolen står alle frugttræer og frugtbuske taget op og står i indslag i enderne og venter på at der komme gylle og så skal der gang i pløjning og derefter udplantning af de planter der ikke når at blive solgt i foråret. Den jord der så måtte være tilbage uden planter, sættes der grøntsager i og så skulle vi være sikret nogle fine grøntsager til efterår og vinter.
Jeg mangler stadig at podestenfrugt og lidt ompodning og så skal der pottes lidt op, som jeg har haft stående i små potter i vinter.

God påske og vækstsæson

Podningen er i fuld gang – og her sidst i februar er jeg næsten færdig med æblerne, podekurserne er også på det sidste og med en øget interesse, selv i Randers hvor det blev holdt for 19. gang, var vi fuldt booked op og så kom der endda nogle forbi, der troede de lige kunne droppe ind – men der kræves tilmelding og betaling for kurset, så de gik igen.
Jorden har ikke været frosset længe, så der sælges også planter ind imellem men besøgene i planteskolen – specielt fra min side er her i februar ganske begrænset, da det er vigtigt at få podet noget og så få samling på podekurserne.
Der er stadig masser af grundstammer og podekviste, som det plejer er nogle sorter udsolgt, men det plejer vi at løse med noget andet.

Vi ses derude til podekurserne

Boi Jensen, podemester

Så kom vinteren og deraf afledte arbejdsopgaver. Der er den sidste halvdel af januar modtaget, klippet og pakket grundstammer og podekviste i stor stil. Her den 31.1. mangler jeg stadig ganske lidt i podekviste som skal komme fra udlandet, hvor jeg kun har fået en enkelt sending, men noget af det vigtigste er lovet sendt i første uge, så I kan komme i gang med podningen. Jeg er startet og har rundet 500 podninger allerede før februar er startet og det er først gang, det er sket, så måske bliver det ikke helt så presset, som det nogen gange har været, men heldigvis har jeg muligheden for at benytte kølehuset og pode senere.
I år er der podekurser med start 2 steder i Nordjylland i uge 7, så fortsætter Give og Randers ugen efter og så en lang tur til Sjælland og Fyn hvor det sidste er et lukket kursus for medlemmer af Skovdyrkerforeningen Fyn, og slutter i Viborg i marts. Der har været et par forespørgsler om yderligere kurser, men lige nu ved jeg ikke om det bliver til noget. Vi ses derude og mange har allerede lavet ordrer, som jeg tager med til afhentning på kurserne, både for nogle der skal deltage, andre der bare henter inden kurset går i gang.
Igen er der udsolgt i ganske få slags grundstammer og få podekviste, men ellers skulle der være forsyninger nok til at I kan komme i gang med noget spændende, ligeledes har jeg masser af grej til podning, så det er bare at komme i gang.
God podesæson

Boi Jensen, podemester

Godt nytår til alle – og vel mødt i foråret i planteskolen og vinteren på kurserne rundt i hele landet. Nogle af podekurserne er kun for medlemmer af foreningen der arrangerer, men så er der måske muligheder andre steder. Nogle vælger også selv at gå i gang med podegrej, grundstammer og kviste og så tager de en lektion fra internettet, hvor jeg har lavet et lille kursus på www.havenyt.dk du skriver bare podning i søgefeltet – så er du i gang.

Selvom der er bestilt en del grundstammer og podekviste er der stadig masser på ”lager” i hvert fald er det bestilt og lovet at komme hjem i midten af januar – de skal lige være færdige med at sortere og pakke og så kommer der rigtig gang i pakningen og podning af egne frugttræer. I den mellemliggende tid skal der graves træer op, klippes podekviste og de skal sorteres og skrives navneskilte i stor stil, her skal også pakkes til podekurserne, så der er noget at vælge imellem.

I planteskolen har der været stort salg af de ældste træer, så det er ganske begrænset hvad der er tilbage af 3-års træer, de ekstra store træer af både frugt og andre ting er stort set gravet op, så nu er koncentrationen om 2-års og stadig en masse 1-års fra sidste års produktion. Jeg har i efteråret været i gang med at lave en blommesamling på ejendommen, så der nu er tæt på 100 forskellige sorter plantet ud, primært i den ”nye skov” lige syd for planteskolen, hvor de store troldhassel og havtornplanterne også står.

Vi ses derude

Boi Jensen, podemester

2014

Efteråret har været hektisk og der har været rigtig mange besøgende i planteskolen, der er sendt en masse ud med post, fragtmand og egen bil på turen tværs over Fyn og til Sjælland, hvor jeg havde knapt så mange afleveringssteder som før, til gengæld var der fuldt læs, da jeg kørte hjemmefra og der blev noget stående i planteskolen, der var ikke plads i hverken bil eller trailer. Der er virkelig blevet huller i planterækkerne og nu er grøntsagerne også lagt i kule, foræret væk og så må resten gå til, hvis der kommer så meget frost først i november, som der loves – minus 5 grader. Bladene smider træerne efterhånden, men mange står stadig med en del – og det er tydeligt at det er blevet koldere. Ganske få sorter er nu udsolgt – og så er der bare med at finde podekviste i januar så der kan laves rigeligt af disse til næste sæson. Jeg har også været i gang med at lave stiklinge af frugtbuske, som der går rigtig mange af, men her er lageret heldigvis lidt større end for frugttræer. Bestillinger af podeting er i fuld gang og der er basis for meget mere, men der kommer ordrer ind hver eneste dag, så I kan bare komme an. Ligeledes med podekurser, hvor der stadig er forespørgsler på nye kurser – og til nu er der aftalt både lukkede og åbne kurser – og de åbne er 2 i Nordjylland i uge 7, og ellers de sædvanlige steder, Give, Randers, Flakkebjerg syd for Slagelse og på Sjælland bliver der også et i Solrød, men hold øje med dem, når de bliver lagt ind på hjemmesiden. Hjemmesiden er fornyet og det er ikke det hele der fungerer 100% endnu, lidt tålmodighed – så må vi få det gjort. Når vi kommer så langt – hav en god jul, et godt nytår og så ses vi derude. Boi Jensen, podemester

Så er der travlt i planteskolen - så travlt at nyhederne er lavet alt for sent, men det skyldes flere ting. Der skal en ny hjemmeside i gang - og der har været rigtig mange bestillinger. Næste års kurser er ved at være fastlagt - der mangler lige endelig beslutning om et par, men så bliver der også kurser over det meste af landet. Vi ses på den nye hjemmeside. God plantesæson Boi Jensen, podemester

Så er mange af de pottede planter sat ud både i planteskolen og hos de, der har bestilt og hentet eller fået tilsendt. Lige hjemkommet fra de internationale "Nordtyske æbledage" - se www.apfeltage.info er jeg sprængfyldt med indtryk og "gamle nyheder" fra mest de tyske pomologer, men også fra Holland og denne gang lidt inspiration fra Finland. Denne gang fik vi "aflivet" en af de gamle tyske sorter, da det med genteknologi er lavet undersøgelser af nogle sorter og oftest finder vi 2 sorter der ligner hinanden og når vi så med genteknologi finder de 2 sorters nøjagtige gener, og de er ens, er det kun spørgsmålet at finde ud af hvilken sort der først blev beskrevet og sorten Kaiser Wilhelm med både tilladelse fra kejseren og så videre er altså en anden sort, så da sorten blev beskrevet første gang fra 1864, fandtes den allerede 30 år tidligere, men planteskolen der introducerede den var enten smart eller ikke nok informeret om sorten, men ingen tvivl - det solgte godt at give sorten kejserens navn. Denne gang fik jeg også adgang til informationer, jeg vil dele med Jer og som I må dele videre med de, der har mere eller mindre allergi for visse æblesorter. Nu er der i hvert fald i Tyskland en liste hvor folket kan melde ind om de tåler visse æblesorter og det er nok nemmest at starte hvor resultaterne er entydige - altså mange enten om man tåler dem, eller det modsatte. Og nogle af de tyske sorter har jeg lavet i få antal, er der nogle med allergi, der skal have æbler, kig på listen først og så må vi se hvad der kan plantes. Listen findes her - og du kan lade google translate oversætte til dansk: Start med søgning på google - og skriv "Bund Lemgo" - så er det nemt at finde. Opgravning af træer og buske går først for alvor i gang i slutningen af oktober og jeg skal lige til Sverige med planter først, så i uge 42 træffes jeg ikke og det vil også kun være delvist muligt at træffe mig på telefon - i uge 42 - bedst om aftenen - og kun mobil 20830459 Vi ses i planteskolen husk at få en aftale - ring eller mail forinden, både så jeg er sikker på at kunne nå at ekspedere (læs grave op) - og så du kan finde stedet. Der er stadig masser af frugttræer og frugtbuske, der ikke er bestilt til efterårsplantning. Venlig hilsen Boi Jensen, podemester

Så nærmere plantetiden sig - vækstsæsonen har været tilfredsstillende og podningerne er lykkedes som det kunne forventes. Vi spiser hindbær, høster havtorn og om lidt også aronia, og de øvrige bærbuske er ved at være ryddet. Indtil slutningen af oktober bliver der solgt nogle af de få planter jeg har i potter og det er mest blåbær, sibiriske blåbær, morbær og nogle buske af forskellig art. Alle frugttræerne står i jorden og skal vente til efter uge 42 og så må der ryddes ukrudt, høstes grøntsager og formes træer indtil videre. Jeg skal også lige på frugtudstilling i sidste weekend i september i Ammersbek nord for Hamburg. Se på www.apfeltage.info I november tager jeg en tur ud med traileren - en del af de bestilte træer og buske leverer jeg selv, når jeg får lavet en ruteplan og jeg tidsmæssigt og kilometermæssigt kan få det til at hænge sammen med levering med egen trailer, så vi ses derude. Venlig hilsen Boi Jensen, Podemester

Så er sommerarbejdet i fuld gang og det hele gror som besat med det varme julivejr og tilstrækkeligt med vand. Heldigvis har vi fået tilpas med regn, som har gjort at der er fuld gang i væksten lige her ved overgangen til august. Hvis du ikke har snittet basten på dine podninger, skal der kigges til det nu, for jeg kan se at mange af dem er sprunget, men det modsatte kan også ske, så basten kvæler det små podninger i løbet af en måneds tid, når basten er for stærk. Vi har været på ferie i et sommerhus på Djursland i år og det var lige i begyndelsen hvor varmen startede, så der blev ikke så meget badeferie ud af det, men et par gange var der da en tur i vandet. Skal du i gang med okulering eller chip-budding, har jeg lavet noget derom på www.havenyt.dk Der har været lidt lus i nogle af planterne og en hjælpende hånd med klemning af de fleste, angreb af larver af mariehøns og svirrefluer, ser det ikke ud til at nogle har taget skade af angrebene. Lusene skal der dog holdes øje med et stykke tid endnu, for hvis der sidder for mange i toppen af de helt små 1-års podninger, kan det ødelægge væksten, så de må klemmes ihjel, når de ses. Når jeg er færdig med at snitte bast og binde 1-års podningerne til bambus, skal der okuleres og chip-buddes - måske laves lidt stiklinge af frugtbuske. Igen i år bliver der masser af bær på mine 4 rækker havtorn og aronia, og jeg laver "selvpluk", hvor du kan komme og klippe nogle grene af havtorn, og tage dem med hjem og pille frugterne af og så kan der laves noget af det mest forrygende marmelade eller andet af dem. På denne måde holdes buskene i en passende plukkehøjde og da de er plantet tæt, er det også en fordel at de ikke bliver for brede. Aronia er nemme at plukke af buskene. Reserver gerne både tid og antal ønskede kilo, så finder vi ud af noget, når de er plukkemodne. I øjeblikket begynder bestillingerne til efterårets plantninger også at komme ind - og igen i år er der en del til Sverige, så jeg må nok derover med en bil fuld planter i oktober. Fortsat god sommer Boi Jensen, podemester

Sommeren er over os og der knibes skud, pilles skud af grundstammer og kigges efter for lus og andre skavanker, som skal rettes op. Varmen og nogenlunde tilpas med regn, kombineret med ret så ofte kunstvanding med drypslanger giver et godt vækstår. Ukrudtet er til at holde nede og nogle af de første bær er spist, så det kører i grunden helt fint. Podningen er for mit vedkommende slut nu - jeg gider ikke mere og mit kølehus har slukket for strømmen for godt en uge siden, så det var sidste chance, men jeg kunne se at de sidste 8 Elmelund træer, som jeg har lavet til Odense kommune er ved at skyde. Husk for hjemmepoderne at vi p.g.a. varmen nok er lidt foran kalenderen i år, så er æbletræerne og pæretræerne groet 25 cm eller mere, er det måske ved at være tid at skære basten over. Normalt er det i midten af juli at det er ved at være tid at skære basten over, for så begynder de nypodede træer at gro i tykkelsen, men det forudsætter at podningen er groet mindst 20 cm inden - ellers vent mindst 14 dage. Nu er det også tiden til at få sat bambus ved træerne, binde dem til så de bliver nogenlunde lige. Har lige opdaget en ny beboer i planteskolen - jeg kunne ikke rigtig forstå at alle mine små ærteplanter blev plukket, indtil jeg så harekillingen forleden, hvor den lå oveni skyggenettet, som jeg har over kålplanterne, så der ikke kan komme sommerfugle til at lægge æg på dem. Men den ville ikke fanges med hænderne og løb ned og gemte sig mellem de nypodede. Hvis den ellers kan holde sig fra dem, får den måske lov til at være på "tålt ophold", men til oktober, så er det ud på den ene eller anden måde. Det næste vi skal til, er at holde øje med er svampesygdomme, og hvis vi får nogle perioder med fugtigt vejr er det mest skurven, der kan finde på at angribe. Bliver det for meget, må der sprøjtes med sprøjtesvovl. I slutningen af juli skal vi til at tænke på at okulere og lave chip-budding på nogle af de grundstammer, der ikke blev podet i vinter/forår. Jeg har ikke ret meget til okulering, lidt æbler og pærer, så det bliver højst et par hundrede i år. God sommer Boi Jensen, podemester

Sommervejret har været over os et lille stykke tid og det er tid at blive færdig med at pode - jeg mangler stadig lidt af hvert og så længe der er grundstammer, må jeg hellere bare hænge i. Podekviste ligger på minus 2 grader, så de holder til det og om grundstammerne er sprunget fuldt ud - gør intet, nærmere tvært imod. Podekviste får en indsprøjtning så snart den sættes på stammen. Orientering til selvpoderne: Så er det tid for at pille skud af - jeg er færdig med 2. gang - og nu skal der for alvor holdes øje med lus og andet kryb, der kan rulle blade, nogle spiser bladene og alt kan slå de helt små planter ihjel og de fleste kan bekæmpes ganske effektivt ved at klemme dem, så de ikke overlever. Jeg har også set at mariehønsene er godt i gang i træerne, så mon ikke de kan få lavet noget afkom, der kan gøre kål på lus før vi opdager dem. Husk at få den nye stamme bundet til en pind, så den ikke brækker af i stærk blæst eller når nogen kommer lidt for tæt på den. I planteskolen luges og vandes der på livet løs - mest for at være sikker på at være foran - for så er det nemmest, hvis der skulle være nogle dage, hvor der ikke kigges så meget til det. Jeg har lige podet nogle tyske æblesorter som jeg har fået fra nogle af mine forbindelser så det bliver til efteråret muligt at købe nogle af de bedste tyske sorter. I dag 30.5. blev det til Altländer Pfankuchen, Jacob Lebel, Juwel aus Kirchwerder, Prinz Albrecht von Preussen, Roter Berlepsp, Martini, Finkenwerder Herbstprinz, og Sehestemüher Zitronenapfel - så kan I jo søge videre og se hvad det er for nogle pragteksemplarer. Der er også ny sending af podevoks undervejs fra Schweiz, hvor de laver det og det er lidt besværligt, når der både skal told, transport og diverse papirer for at hente noget fra land udenfor EU. I hullerne mellem træerne i planteskolen og de halve rækker, hvor der ikke var planter til, står der nu sukkermajs, porrer og selleri, kålene er plantet under lutracil insektnet, for vi vil i år have kålene uden larver fra sommerfugle og det er næsten som i et drivhus inden for nettet, så der må snart kunne høstes noget, har også sået lidt mellem kålen og lagt drypvanding så det ikke mangler vand på noget tidspunkt, så det forventer jeg mig meget af. Ukrudtet vil nok også kunne lide det, men så må jeg ned i kravlehøjde og luge en gang imellem. Igen i år er der sået masser af georginer, som skal plantes langs hegnet mod vejen hen til planteskolen og ejendommen, så der skulle gerne blive så mange, at der kan plukkes en buket af nogle af de, der besøger planteskolen i løbet af efteråret. Boi Jensen, podemester

Det har været et hektisk forår med både salg af planter og podematerialer og bortset fra nogle podekviste er det tæt på at være udsolgt, jeg har lige fået ny forsyning af grundstammer til kvæder, kirsebær og pærer så der skal podes lidt i den nærmeste tid og samtidig skal jeg til at være færdig med at plante de sidste planter ud, de står i en plovfure og der har de stået godt en måned - siden de blev taget op med maskine. Udplantningen foregår med vandkande ved siden eller drypslanger, der lægges ud så snart træerne er i jorden og så får de så hele roden er godt fugtig og på den måde opdager de fleste af træerne ikke et de bliver flyttet. Det dur ikke at sende flere træer udover de der er aftalt nu - når det er barrods - så næste planteomgang af barrods træer begynder hen sidst i oktober. Ompodning af ældre træer er stadig muligt at få sendt podekviste til - og jeg slutter ved udgangen af maj. Melding til Jer der har podet: Nu er det tid at få alle skuddene pillet af grundstammerne, hvis det ikke allerede er gjort - og gør det gerne hver 14. dag, hvis der er tid dertil, jo før, jo bedre og jo mindre skuddene er, når de fjernes, jo mindre sår på stammen. Det er også tid at kigge på hvilket af de blivende skud, der skal bevares og hvilket der skal fjernes, er skuddene på podekvisten lige store, bevares det øverste, for det giver det mest lige træ, men er det nederste skud meget kraftigere i vækst end det øverste, vælges det kraftige. Husk når vi kommer lidt længere frem og træerne får fuldt udviklede blade, at de ikke må tørre ud på noget tidspunkt, d.v.s. der vandes hver 3. - 4. dag når det er tørvejr, så jorden er lettere fugtig, men ikke våd. Hvis der kommer blomster på de nypodede træer, skal de fjernes så snart du ser dem, knib dem med 2 negle, så stilkene klippes over, podningen dør, hvis den får lov at blomstre. Venlig hilsen Boi Jensen, podemester

Foråret har været undervejs længe og måske er det godt at vi stadig har lidt nattefrost, ikke for mirabelleblomsterne, hvis det bliver for meget, for så får vi ikke dem at smage i år, men for at holde udspringet tilbage for de andre planter, som jeg tror vi kan plante til de 3 dage før påsken. Der podes stadig og jeg er et stykke bagud, fordi der er brugt meget tid på salg af både planter og grundstammer og podekviste - som i stor stil er blevet pakket både til hurtig udsendelse men også til ompodninger som bliver sendt ud enten 1. april - eller -------------bemærk - 14. april ------------- da påsken starter i den uge - og så skulle det kunne være fremme selv på Bornholm senest onsdag. Jeg har stadig masser af podekviste og et rimeligt udvalg i grundstammer på kølehuset, så der kan stadig podes selvom vi kommer efter påske. Fik taget de sidste planter 2- og 3-års op med maskine den 27. marts - så det hele står i store bunker i indslag - det vil sige i en plovfure med jord over rødderne - så det er noget nemmere at tage op end når spaden skal i jorden 5-6 gang for at få en enkelt plante af jorden. Jeg begynder først at pode stenfrugter efter påske - og det gør jeg fordi jeg har fundet ud af at hvis grundstammerne er i gang med saftstigning, er heldprocenten meget større end hvis de podes tidligt. Podekurserne har været utrolig velbesøgte i år, bortset fra et par kurser, hvor vi var lige omkring 20, så flere er booked igen på samme ugedag næste år. God udplantning Boi Jensen, podemester

Der sendes stadig grundstammer og podekviste, men også planter, og det hele tager lidt tid, så mail bare og vi finder en løsning på det meste. Torsdag den 13.3. tog vi planter op med maskine, så det bliver lettere at finde tingene og hurtigere, de står så i indslag til de enten bliver solgt eller plantet tilbage i planteskolen. Podningerne går ikke helt så hurtigt som ønsket her, men det skyldes bare at der er mange ordrer af podeting og samtidig en masse planter der også skal pakkes og sendes. Men jeg har jo tingene på kølehus, så der er ingen problemer i at jeg først får podet i april og maj. Der er i år så stor podeinteresse at jeg har været nødt til at bede om større forsyninger fra mine leverandører af grundstammer og dem går jeg så og venter på. Godt forår Boi Jensen, podemester

Så fik vi vinter og podesæsonen kan gå i gang. Der er ikke så meget opgravning og andre ting, der står i vejen for at få startet i snitteriet. Jeg har fået de fleste æblekviste hjem og de er sorteret, det øvrige kommer i første halvdel af februar, så lidt tålmodighed endnu. De første podeting er sendt ud og mere følger i første hele uge af februar. I anden uge starter podekurserne med en tur til Nordjylland - og så kører det ellers fra ugen efter. De sædvanlige steder i Randers og Give og så lige en tur til Sjælland, hvor der er kursus i Slagelse og Næstved - og så sluttes der af i Sønderjylland - Rødekro først i marts. I skal bare blive ved at bestille podematerialer - det er kun ting, der skal skaffes hjem, der ikke kan fås fat i mere. Der er masser af både grundstammer og podekviste at vælge imellem og er noget udsolgt, finder vi bare noget andet. Jeg er i gang med at lave et ordentligt insekthotel i læhegnet i den nordlige side af planteskolen - og det bliver spændende at se hvor mange af de gavnlige insekter, det kan være med til at tiltrække og opformere. Kommer I på besøg, er I meget velkomne til at kigge forbi og give råd og vejledning, hvis I har prøvet noget lignende. Der hænger stadig masser af havtornbær på planterne og de er godt gærede, skulle jeg hilse og sige fra de, der sidst smagte på dem. Der er 2 flokke mejser, der muntrer sig i buskene, men det er nok fordi de har fundet ud af at der også er et muntert insektliv i plantene. Drosselfuglene må have haft nok at spise og de har jo også problemer med at finde hvide og gule frugter og de der er flest af, er Habego, som jo nærmest er gulorange i farven. Skal du lave noget specielt i år - har jeg fået grundstammer hjem af hvid morbær og tyrkisk hassel, ikke ret mange, men oftest bestiller de fleste også kun en håndfuld af hver af sådan nogle specialiteter. God podesæson - Boi Jensen - podemester

Dette er 2013 udgaven Godt nytår til alle på hjemmesiden, igen i 2013 er der mulighed for at vi ses derude - enten til podekurser, hvor "æblefolket" ellers mødes - eller når jeg en gang imellem selv leverer træer og buske og til sidst i planteskolen. Der er ikke planlagt så mange kurser i 2013 som tidligere, men så bliver der tid til en tur til Sjælland hvor jeg skal forsøge at lære nogle i Odsherred og Slagelse at lave de rigtige snit. I Jylland bliver der et enkelt nord for Limfjorden og det sydligste er i Give - altså indtil videre. Her i starten af januar er det med at udnytte de frostfrie dage til at få flyttet lidt planter, få klippet podekviste og få dem pakket ned i lufttætte poser med fugtige aviser om kvistene - vandet er spædet op med 1% atamon for at forhindre svampe i at formere sig, for så er det hele spildt og en heldprocent på nul kan forventes. Regner med der kommer podekviste fra Pometet sidst på måneden, grundstammer ligeså. Så skal der sorteres og jeg skal i gang med at pode. I løbet af februar skal jeg så have sendt en hel masse podematerialer ud til de bestillinger der er kommet og kommer løbende. Der er også i år tegn på at dyrene er sultne i frostperioder, så husk nu at få hegnet og sat bark beskyttere på træerne. Det er for ærgerligt at lave al arbejdet med plantning og så lade dyrene æde stammen. Venlig hilsen Boi Jensen, podemester

2013

(2013) Heldigvis har vi indtil begyndelsen af december kun haft et par dage, hvor nattefrosten drillede og jorden var frossen cirka 10 cm, men 2 dage efter var det hele tøet igen og det har så ikke givet nogle problemer endnu, men betydet at de fleste blade nu er smidt af træerne og det sker normalt ved minusgrader på mere end 7 grader. Det betyder at der stadig graves træer op og plantes så længe frosten ikke driller. I efteråret har der været godt salg af planter og de fleste bestillinger er nu afhentet eller leveret, men jeg må indrømme at der stadig er lidt hængepartier, som jeg vil prøve at få leveret snarest. I uge 46 var jeg som sædvanlig en tur østpå med bil og den store trailer, begge godt fyldt med træer og buske og over 50 afleveringsadresser, så 3 fulde dage blev brugt og jeg var helt oppe ved nordkysten på Sjælland både i den vestlige og østlige side. Turen gentages næste år, for det er en god og sikker måde at møde nogle af Jer på og samtidig giver det et afbræk i den daglige tur med spaden. Træerne kan også være noget større, når jeg selv kører rundt med dem. Husk nu at holde øje med de yngre træer i frostperioder og hvis vi får sne, for harer, mus og specielt dådyr kan være hårde ved dem, når de bliver sultne, en kombination af barkbeskytterrør og trådnet kan være med til at holde liv i træerne. I det nye år bliver det igen muligt for Jer på Sjælland med podekursus - og det bliver i Haveselskabets regi - med kursussted Flakkebjerg ved Slagelse, og i Næstved. Hold øje med kurserne på hjemmesiden, for der sker også noget i Jylland fra nord for Ålborg til Rødekro. Lige nu er forårets podeplaner ved at blive lagt, podekviste og grundstammer er for længst bestilt og der skulle ligesom sidste år være rigeligt, men ofte viser det sig hen i februar-marts, at der alligevel bliver bund i kasserne. I morgen 2. december står den igen på opgravning og sætten i indslag, måske et par kunder kommer forbi og så skal der gøres noget klar til afhentning sidst på ugen. Alle besøgende på hjemmesiden ønskes "Glædelig jul og godt nytår" Boi Jensen, podemester

(2013) - Så blev det november og en travl tid i planteskolen, svarene på mails bliver lidt kortere da det vigtigste er at få træer gravet op og ekspederet enten fordi kunder kommer forbi og fylder bil og trailer, eller jeg sender med post og fragtmand, i enkelte tilfælde kører jeg selv ud og leverer. Jeg tager som vanligt til Sjælland med planter i uge 46 - og de ordrer der ligger tæt på turen derover, kommer også med, så der bliver godt fyldt op i trailer og bilen. Tingene er groet rimeligt i år og igen er der masser af bestillinger på både frugttræer og specielt frugtbuske, så der vil være enkelte sorter, der allerede er udsolgt nu, men så skriver jeg Jer op og forhåbentlig bliver der noget planter til næste år, af de udsolgte. Jeg er allerede ved at planlægge næste års podekurser og der er planlagt kurser så langt væk som Slagelse og Næstved. Skal du køre langt for at nå disse kurser, så snak med kollegaen, naboen eller andre planteinteresserede og fyld bilen, så går det bedre med benzinudgifterne. Jeg gør det på samme måde - at tage 2 kurser, når jeg skal ud og køre langt, så er der bedre økonomi for både foreningerne, der står for det og mig selv. Ligesom sidste år,var der masser af havtornbær på mine 6-årige planter og det er helt forrygende hvad der kan laves af marmelade og saft af disse bær, der er så sunde at det er næsten ikke til at fatte. Et bær indeholder lige så meget C-vitamin som en hel appelsin. Planterne skal have noget plads, specielt hanplanterne sætter noget rodskud, men ikke værre end hindbær - og så skal de have kalk for at trives. De samler selv kvælstof på rodknolde og fremover skal ukrudt og græs bare klippes et par gange i løbet af sæsonen. Aronia har også givet stort udbytte og begge disse bærbuske har der været mulighed for selvpluk. Sibiriske blåbær har lige siden jeg fik dem for et par år siden været et stort hit, både fordi de har modne bær på et tidspunkt hvor vi kun har jordbær som friske og fordi de tåler at stå i almindelig jord. Nu står de i virkelig mange haver rundt omkring og jeg havde selv ganske få bær på mine egne i sommer. I første weekend var jeg i Hamburg til Europom 2013 - hvor alle nabolandene til Tyskland, foruden Sverige, England og Irland var repræsenteret - vi fik en masse erfaringsudveksling og en masse snak indbyrdes, der blev udvekslet mailadresser og lavet aftaler. Jan Bade i Kaufungen er ofte behjælpelig når jeg savner oplysninger og du kan besøge hans hjemmeside - www.obstmanufaktur.com Det er fint at vi kan hjælpe hinanden med frugt, også over grænserne og selvom Jan bor langt sydpå, insisterer han på at I skriver dansk til ham og han vil selv gøre det på dansk - for som han siger - ellers lærer jeg for lidt og bliver ikke bedre til den danske sprog. God plantesæson Boi Jensen, podemester

(2013) - Så begynder den rigtig travle tid med både arbejde og få lavet årets indkomst. Der skal graves træer op fra midt i måneden og frem efter lige så længe det er så meget tøvejr at spaden kan bruges. Her i begyndelsen af måneden laves forberedelser og sælges planter i potter og lidt stedsegrønne, blandt andet buxbom, som der er gået en del af i år. Er lige 1. oktober kommet hjem fra en frugtplukketur efter æbler - og jeg har fået fat i det jeg skal bruge til såvel frugtudstilling i Hamburg - 5. og 6. oktober - og det bliver ekstraordinært stort i år, hvor der holdes Europom i samme forbindelse, der er inviteret pomologer fra hele Europa, så det bliver rigtig skægt og tager 4 dage for nogle af os. Vil du vide mere er det på nettet og søg på www.apfeltage.info så kan du se hvad der sker. Træerne er groet pænt i sæsonen og ligeså grøntsagerne, som der også er mulighed for at få lidt med sig hjem til næsten foræringspriser, når du er i planteskolen alligevel - husk spand og sæk. I år har vi også haft rigtig mange frugter på træerne, og specielt havtorn og aronia er der stadig en masse at komme efter. Vi ses i planteskolen husk at få en aftale - ring eller mail forinden, både så jeg er sikker på at kunne nå at ekspedere (læs grave op) - og så du kan finde stedet. Der er stadig masser af frugttræer og frugtbuske, der ikke er bestilt til efterårsplantning. Venlig hilsen Boi Jensen, podemester

(2013) - Nu er de fleste af bærbuskene ryddet - men efterårshindbærrene er på det højeste lige nu omkring 1. september og de bliver ved til vi får frost. Der sælges blåbær og sibiriske blåbær som jeg har i potter, men frugttræerne må vente til efter midten af oktober, så de bliver ordentligt afmodnede. Der er masser af planter og i år er der flere 3-års end der tidligere har været, men det betyder langt fra at der er 3 års i rigtig mange sorter, så derfor spørg, hvis du er interesseret i store træer - måske har jeg dem, måske er de bare lidt mindre. Her sidst i august klippes og formes træerne i planteskolen, plantedirektoratet har lige været på kontrol, uden bemærkninger - og så får vi tilpas med vand ovenfra, så det er ganske begrænset, hvad der skal vandes mere. Jeg er ved at gøre klar til den helt store æbleudstilling, der i år er i botanisk have Klein Flottbek i Hamburg - jeg repræsenterer Danmark - og vi forventer at der kommer udstillere fra det meste af Europa - det bliver rigtig spændende og der bliver samtidig workshops, hvor vi kan lære hinanden at kende og måske få nogle flere kontakter - og så kan vi bytte podekviste bagefter. Er der nogen der skal ned og kigge, er det i første weekend i oktober - en god ide at se på www.apfeltage.info og i år kaldes udstillingen "Europom 2013". I november tager jeg en tur ud med traileren - en del af de bestilte træer og buske leverer jeg selv, når jeg får lavet en ruteplan og jeg tidsmæssigt og kilometermæssigt kan få det til at hænge sammen med levering med egen trailer, så vi ses derude. Venlig hilsen Boi Jensen, Podemester

(2013) - Så er ferien slut - og vi fik nok den bedste vejrmæssige uge i et næsten nyt sommerhus i Kerteminde, så en dukkert i Storebælt var på sin plads nogle gange. Vi nåede også "kirsebærfestivalen" i Kerteminde og det er stort set ligesom enhver anden byfest, bare med temaet kirsebær - og dem er der jo mange af på Fyn, vi fik også lejlighed til et par kilos selvpluk og en mavepine samtidig. Imens var det nødvendig med masser af vanding så træerne ikke går af vækst og specielt de små 1-års podninger er meget vigtigt at de aldrig tørrer ud i vækstperioden, for så er de stort set ikke til at få gang i igen. Skal du i gang med okulering eller chip-budding, har jeg lavet noget derom på www.havenyt.dk Der har været lidt lus i nogle af planterne og en hjælpende hånd med klemning af de fleste, angreb af larver af mariehøns og svirrefluer, ser det ikke ud til at nogle har taget skade af angrebene. Lusene skal der dog holdes øje med et stykke tid endnu, for hvis der sidder for mange i toppen af de helt små 1-års podninger, kan det ødelægge væksten, så de må klemmes ihjel, når de ses. Hvis ikke basten er sprunget eller skåret op, er det med at få det gjort i en fart, for nu gror træerne i tykkelsen og hvis der ikke sker noget nu, kan du risikere at de bliver kvalt. Og så skal der laves stiklinge og okuleres i begyndelsen af måneden og i løbet af kort tid skal de første frugter nydes, hendigvis er der noget mere at komme efter i år. Igen i år bliver der masser af bær på mine 4 rækker havtorn og jeg laver "selvpluk", hvor du kan komme og klippe nogle grene af og tage dem med hjem og pille frugterne af og så kan der laves noget af det mest forrygende marmelade eller andet af dem. På denne måde holdes buskene i en passende plukkehøjde og da de er plantet tæt, er det også en fordel at de ikke bliver for brede. Reserver gerne både tid og antal ønskede kilo, så finder vi ud af noget, når de er plukkemodne. Fortsat god sommer Boi Jensen, podemester